Bog

En skøn alder

Af (
2020
)

Anmeldelse

En skøn alder af Kiley Reid

02 nov.20

Velskrevet debutroman behandler et vigtigt og tungt emne om race- og klasseskel. 

I Kiley Reids debutroman sættes der fokus på den hverdagsracisme, der trives i bedste velgående. En racisme, der nærmest automatisk accepteres og ikke bemærkes synderligt. Bortset fra af dem, der er direkte berørt af den.

Emira Tucker er 25 år og har ikke rigtig noget mål i livet og heller ikke mange penge, så da hun scorer et job som babysitter, falder det på et tørt sted. Jobbet i sig selv er ikke særligt attraktivt, men den næsten 3-årige Briar er det hele værd. Emira knytter hurtigt et kærligt bånd til den lille pige, som, Emira opdager, tørster efter nærhed. En nærhed, som moren Alix Chamberlain ikke formår at give. Hun er mere optaget af de ydre rammer og på at blive veninde med den nye babysitter; at bevise at hun gør alt ud fra de rigtige moralske bevæggrunde.

Det er en skøn og virkelig velskrevet roman, der behandler et vigtigt og historisk tungt emne som race- og klasseskel. Man følger på skift Emira og Alix og får historien fra hver side – den afroamerikanske unge pige og den velhavende hvide kvinde. Der er ikke mange år imellem dem, men det føles som en milevid forskel. Også understreget af begges personlige venindeforhold, som vidner om den store forskel de to unge kvinder imellem. De har begge tre gode veninder, hvoraf den ene i hver venindeflok har anden hudfarve end de andre. Det er med til at skildre en ikke-altid åbenlys racisme.

Katalysatoren for hele historien er et besøg i supermarkedet, hvor Emira har Briar med en sen aften. Hun er blevet kaldt på arbejde af familien i et akut nødstilfælde, og mens hun forsøger at underholde den lille pige, bliver hun antastet af supermarkedets vagt, der sætter spørgsmålstegn ved den lille hvide piges og den unge sorte piges tilhørsforhold. Opstandelsen filmes – og denne film bliver den røde tråd gennem hele historien. For hvilke konsekvenser vil det have for de involverede, hvis den offentliggøres? Da en unge mand træder ind på scenen og bliver Emiras kæreste, skabes der for alvor spændinger mellem hovedpersonerne. For han viser sig at være den selvsamme kæreste, der for mange år siden droppede Alix på traumatisk vis. Hans skæbnesvangre opdukken sætter en lavine i gang med katastrofale følger.

Bogdetaljer

Forlag
Gad
Oversætter
Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Faustnummer
48801978
ISBN
9788712061687
Antal sider
303

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer