Bog

En Gæst

Af (
1941
)

Anmeldelse

En Gæst af C. E. Soya

01 aug.05

Satirisk roman om besættelsen eller den fantastiske fortælling om en 2 meter lang ørentvist, som invaderer og tyranniserer en families hverdag med alvorlige konsekvenser til følge …


Anbefalet af bibliotekar Birgitte Tindbæk, Gentofte Bibliotekerne

Lån bogen på Bibliotek.dk


En familie sidder en sommerdag i deres have, da en ørentvist falder ned i smørkrukken. Mor’en vil slå den ihjel, men den 14-årige Niels er zoologisk interesseret og får af far’en lov til at anbringe ørentvisten i sin zoologiske samling med besked om, at den skal behandles og fodres godt.

Og det gør han så godt, at den vokser og vokser – til næsten 2 meter – og udvikler sig til et tyrannisk væsen, der stinker og bevæger sig rundt i huset, så den ene ulykke efter den anden ramler ned over familien. Men eftersom ørentvisten er en videnskabelig sensation og faderen en stor humanist, får skadedyret lov at dominere og te sig efter forgodtbefindende, mens familien passivt ser til, og deres familiemønster krakelerer.

Den tragiske historie får dog en overraskende og lykkelig afslutning!

Romanen fik den skæbne, at den var den første bog, der blev forbudt under besættelsen. Den blev i en forhåndsannonce i BT udlagt som en allegorisk fortolkning af tyskernes besættelse af Danmark. Bogen blev beslaglagt, og der blev rejst sigtelse mod forfatteren og forlæggeren. Sagen kom for Byretten, blev appelleret til Landsretten, hvorved den oprindelige byretsdom på 60 dages fængsel blev nedsat til 30 dage. Dem afsonede Soya i Vestre Fængsel; han blev også interneret i Horserød under folkestrejken i 1943, udsattes for tyske likvideringsforsøg og flygtede senere til Sverige, alt sammen på grund af ”En Gæst”. Man kan sige, han betalte prisen for sit normbrydende forfatterskab; han var i sin samtid en kendt, offentlig figur og fik af samme offentlighed sat klare grænser for sine kunstneriske udfoldelser.

Romanen er et godt eksempel på en tekst, der kan forstås på flere måder, og som der ikke nødvendigvis findes én rigtig måde at læse på. Det var sådan, Soya selv ønskede den læst. Han mente, den blev langt dybere, hvis man ikke prøver at forstå meningen. Bortset fra diskussionen om tolkning, er bogen lige at gå til, skrevet i et muntert-bidsk talesprog og meget underholdende!

Soya havde en ubændig vilje til provokation. Han var normbryder, elskede at forarge, så det at læse ”En Gæst” som en satire om besættelsesmagten og altså at læse med de samfundskritiske briller på var bestemt nærliggende, både i samtiden og også i dag, når man tænker på udgivelsesåret: 1941. Men ”En Gæst” kan også læses og er blevet læst som en historie om og et billede på den ondskab, som bor i os alle, og som pludselig kan vokse sig stor og farlig.
I 2004 blev ”En Gæst” til levende, grotesk og farligt teater, bearbejdet af Ole Bornedal, instrueret af Peter Reichardt.

Carit Andersen, 1966. 192 sider

Læs om forestillingen på AVENY-T.s hjemmeside
og få baggundsmateriale om Soya og "En Gæst"

Bogdetaljer

Forlag
Carit Andersen
Faustnummer
04487826
ISBN
9788726086195
Antal sider
128

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer