Bog

En fuldkommen fremmed

Af (
2000
)

Anmeldelse

En fuldkommen fremmed af Robyn Sisman

15 nov.01

Har man moret sig over Bridget Jones og nydt Kærlighedens republik af Shields, så er det måske værd at give sig i kast med Robyn Sismans nyeste roman : En fuldkommen fremmed.
Historien er ikke ny. To fremmede, begge ansat i samme reklamefirma - den ene i London afdelingen, den anden på New York kontoret - bytter job, bolig og bekendtskaber for en måneds tid.

Han, Lloyd Rockwell, er en redelig, pertentlig og succesfuld amerikaner. Han er længe blevet lovet denne udveksling - og glæder sig voldsomt til at opleve gamle England.
Lloyd lever i fast forhold med Betsy - 35 år, giftefærdig og i gang med en afhandling om Jane Austen. Hun griber chancen og rejser med, tilskyndet af Mor som håber, at turen kan sætte skub i bryllup og børnebørn.

Arrangementet er lige ved at gå i vasken, da fyren, Lloyd skal bytte med, får nyt og bedre job, men det reddes i sidste øjeblik, da Suze - Susannah Wilding, 32-årig enlig englænder og godt træt af vennernes ægteskabelige lykke og selvtilfredshed - kan bytte i stedet.
Hun er impulsiv, rodet og tilsyneladende naiv, men ligetil og hjertevarm!

Hun bliver dog hurtigt (mis)brugt af Sheri, Lloyds kollega og konkurrent, en intrigant og selvpromoverende sild. Ved hjælp af snilde og smiger manipulerer hun Suze til at hjælpe sig, så hun kan kapre sig Lloyds bedste kunde, hans position i firmaet og endelig hans stilling.

Historien er dejligt beskrivende - jeg havde ingen problemer med at føle mig hjemme i Suzes rodede, hyggelige londonlejlighed, solidarisere mig med Lloyds loyale sekretær Dee Dee eller harmes over reklamebranchens svigefuldhed.
At amerikaneren og englænderen så heldigvis også fatter sympati for hinanden via telefonen og vi ikke snydes for lidt kærlighed, gør slet ikke spor.

Bogen er godt skrevet, letlæst og humoristisk uden at være overfrisk - og hvem har ikke en gang imellem haft lyst til at prøve en anden(s) tilværelse for en periode?

Så er man forkølet, efterårstræt eller har man bare et par ledige timer, så er Sisman lige tilpas til en mørk efterårsdag på sofaen!
Sisman har tidligere skrevet: Et særligt forhold. 1996




Erlandsen, 2000. 355 sider

BogWeb - 15. november 2001

Bogdetaljer

Forlag
Erlandsen
Faustnummer
23571102
ISBN
9788790898083
Antal sider
355

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer