En fjern hvisken

Edie er forlagsredaktør og savner noget i sit liv, men på det forfaldne Milderhurst Castle er der rigeligt med familiehemmeligheder, atmosfære, tre gammeljomfruer og Britisk kulturarv.

'Huset ved Riverton' af samme forfatter blev jeg rigtig godt underholdt af, og 'Den glemte have' havde kolleger det på samme med.

Men - jeg kan ligeså godt få det overstået: jeg blev lidt skuffet her. Men grundideen og kærligheden til britisk natur, historie og gotisk atmosfære er fuldt og helt tilstede.
Plottet starter med unge Edie, der står på en skillevej. Hun har ingen lejlighed, kæresten er rejst, familierelationerne er ikke de bedste. Men jobbet som redaktør på et lille hensygnende forlag elsker hun. Bøger er hendes et og alt.

Edie er ude og køre for arbejdet og ender tilfældigt i nærheden af det sted, hvor hendes mor opholdt sig som stor pige under 2. Verdenskrig. Da blev moderen sendt væk fra London, som så mange andre børn, og endte således på et slot med tre sære søstre.

Edie lejer sig ind på den lokale B&B og får en rundvisning den næste dag, og så er hun hooked på at opklare. Hvad foregik der dengang i 1940’erne? Hvad skjuler hendes mor? Hvad ligger der bag maghtbalancen mellem de to ældste søstre, som er tvillinger? Hvorfor blev faderen vanvittig til sidst? Hvad står der i hans dagbøger? Hvorfor forsvandt yngste søsters kæreste? Og hvad er det for nogle ”anfald” hun får?

Fortællingen skifter mellem 1940’erne og 1990’erne, og historien fra pigernes ungdom i 1940’erne er meget detaljerig og med rigtig mange og lange og lidt ”tynde” dialoger. Men forfatteren elsker det engelske landskab og det engelske store countryhouse, hun får så mange fine detaljer og farver med, at det er som at se en TV-udsendelse på BBC om hverdagen under krigen. (check lige forfatterens .litteraturliste bagerst! –den er god).

Der er en pointe til allersidst, det hele ender godt nok, og der er atmosfære for alle pengene. Men der er alt for mange sider i den bog.