En fisk til Luna

En poetisk og drømmende fortælling om en pige og en vildfaren flyvende fisk, fortalt i et stærkt billedsprog.

Den norske illustrator og forfatter Lisa Aisatos poetiske bøger og flotte illustrationer har betaget mange. 'En fisk til Luna' fortsætter i samme poetiske, magiske og finurlige stemningsunivers med en fortælling om frygt, længsel og håb. En tidløs fortælling, som vil berøre læsere i mange aldre.

Pigen Luna kan ikke sove. Hun åbner vinduet og ser noget derude i mørket. Er det en ballon? Nej det er mærkeligt nok en flyvende fisk i en snor! Fisken virker trist og synger ”Kuu”. Luna forstår ikke hvad den prøver at sige, men hun fornemmer, at fisken er faret vild og har brug for hjælp. Sammen drager de ud i natten. De besøger en sushi-restaurant, men det er ikke det rareste sted for en fisk. Fisken synger flere ord som ”Kamar”, ”Inyanga” og ”Yue”, men Luna forstår det stadig ikke. Senere tager de ud på havet. Da månen spejler sig i vandet, smiler fisken endelig og udbryder ”Luna”. Luna slipper snoren og fisken svømmer op mod månen.

Aisatos billedsprog er på samme tid smukt men også lettere foruroligende. Fisken har hugtænder og store stikkende øjne, skumle mennesker med døde ansigtsudtryk lurer og perspektiverne med store tomme baggrunde underbygger stemningen af at være lille, bange og faret vild i en stor verden. Ved første øjekast kan det virke skræmmende og mystisk, men kompleksiteten i billedsproget er også pirrende og giver lyst til at bevæge sig ind i natten med den tillidsvækkende Luna. Der er ingen tvivl om, at Aisato har et helt særligt billedsprog og i det store format, får det virkelig lov at udfolde sig.

'En fisk til Luna' er en enkel og universel fortælling, som kan åbne for gode snakke og forskellige fortolkninger. Men hvad betød fiskens mange underlige ord? Det er der en forklaring på bagerst i bogen.