En fin sten

Ualmindelig smuk billedbog om, hvor nemt det kan være at rumme hinandens forskelligheder, hvis blot man husker sin barnlige åbenhed.

Orla er på stranden og finder en sten, som ligner en pingvin. Orla bygger derefter et cirkus og leger, at pingvinen er cirkusdirektør. Da Olivia ankommer, forvandler stenen sig fra en pingvin til en sæl. Da også Otto kommer på stranden, bliver stenen til en haj.

Orla er meget glad, tænk at stenen kan være, hvad det skal være, afhængig af den vinkel, man betragter den fra. Da Olivia og Otto springer i vandet for at bade, tør Orla ikke rigtig springe ned til dem. Otto siger, at Orla bare skal forestille sig, at der bor en haj indeni, og så hopper Orla i vandet med et ordentligt plask. Der er så meget fart på, at badebukserne glider af! Orla er lige ved at græde, indtil Olivia og Otto begynder at grine, så griner Orla også.

’En fin sten’ er en utrolig smuk bog, der indirekte berører spørgsmål om identitet og køn. De tre børn er på stranden, og til sidst, da de kaldes op til mad, kalder faren Orla for Olga. Det vil Orla helst ikke have. De tre børn er nævnt med deres navne i bogen, ikke som hun og han. Historiens budskab om at man kan være, hvad end man beslutter sig for at være, og at man kan vælge at se tingene, lige som man har lyst til, åbner for gode snakke om, hvor vigtigt det er at acceptere andre mennesker og betragte verden fra flere vinkler.

Forfatter Anne Sofie Allermann har med få og lette ord skabt en historie, som børn kan forstå. Illustrator Anna Magrethe Kjærgaards utroligt smukke og enkle illustrationer på en sart mintdouce baggrund er også lette at afkode, samtidig med at deres simple skønhed appellerer til den voksne læser og skaber fornemmelsen af dybde. Ganske som den umiddelbart enkle tekst.