Bog

En dag i Cairo

Af (
2016
)

Anmeldelse

En dag i Cairo af Elisabeth Flensted-Jensen

08 apr.16

En interessant og fascinerende skildring fra Cairo. Fru Helga oplever byens kaotiske mylder en dag, hvor det hele er lige på nippet til at eksplodere på Tahrirpladsen.

En af mine yndlingsklassikere er Virginia Wools ’Mrs Dalloway’.  Jeg håber, at det samme gælder for forfatteren til denne bog, for det er umuligt at overse referencen, da hovedskikkelsen og fortælleren, fru Helga, der skal have middagsselskab om aftenen i sin overklasselejlighed i Cairo, siger til sin mand, at hun selv vil købe blomsterne, resten må andre tage sig af. En anden reference er, at hele bogens univers strækker sig over en enkelt dag i en myldrende by og kulminerer med selskabet om aftenen.

Fru Helga bor i Cairo, hvor hendes mand er udstationeret, hun bevæger sig i løbet af dagen rundt i den myldrende, larmende og kaotiske by og gør sit allerbedste for at opleve så meget som muligt, men må konkludere, at hun er og bliver udenfor. Det er meget interessant at være med Helga rundt i Cairo, hun forlanger fx af sin chauffør, Ahmed, at hun vil køres ud og opleve et bestemt, noget alternativt, kvarter, og det skal foregå bag på hans scooter. Han vrider sig noget, men hun kommer af sted bag på scooteren iklædt en af Ahmeds koners niqab og besøger noget familie, der er meget gæstfrie og begejstrede.

Jeg hyggede mig med at læse om det hele og måtte spørge mig selv om hvorfor. Cairo er jo en farlig by, og fru Helga går uanfægtet rundt næsten hvor som helst, hvordan kunne hun det? Islamisk Stat var ikke opfundet endnu, men vi er i oktober 2011, lige inden hæren angriber de civile demonstranter, og det såkaldt arabiske forår kæntrer.

Beskrivelsen af det kulturelle, militære og politiske kaos opleves ude fra. Måske er det meningen? Bogen afsluttes med et faktuelt efterskrift, der opridser den politiske udvikling i Ægypten frem til december 2015.

Oprindeligt skrevet af Beth Høst, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne Skifter
Faustnummer
52239621
ISBN
9788779737853
Antal sider
124

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer