Emma

Hun er ufejlbarlig, i al fald i egen indbildning. Hun er magtfuld og synes, at det er naturligt. Hun er rig og mener, at det er som det bør være.

Hun kan være ulidelig, men hun er alligevel elskelig i al sin fejl- og mangelfuldhed.

Hun hedder Emma og er hovedperson i Jane Austens roman af samme navn. Emma er yngste datter af Mr. Woodhouse, og da hendes mor er død og hendes søster gift og flyttet, er hun førende dame i byen og dens opland. En position, hun finder er både naturlig og fortjent, omgivet som hun er af kærlige venner og en elskelig, om end hypokondrisk, fader.

Vi er i det klassedelte England i attenhundredetallet, hvor førende damer havde stor magt og fattige ditto var henvist til en position som selskabsdame eller guvernante.

Emma mener det godt, men gør det skidt. Hun ønsker f.eks. det bedste for sin fattige veninde Harriet, så da Harriet modtager et frieri fra en, ud fra Emmas synsvinkel, upassende bejler, manipulerer hun hende til at afslå. At Harriet ville have været langt bedre tjent med den unge landmands hånd er Emma uvedkommende. Hun har besluttet sig for, at Harriet skal matches med en mere passende bejler: en ung og spændende Mr. Elton, der dog, desværre for Emmas Kirsten Giftekniv-planer, sigter mod et langt mere indbringende mål. Det giver Emma stor irritation, da hendes omhyggelige planer med ”de unge” (og Emma selv er den modne alder af næsten 21), kuldsejler, og Harriet efterlades med brudt hjerte.

På sidelinjen står Mr. Knightley og forsøger at ræsonnere med Emma, der dog er både blind og døv for såvel ræsonnementer som amourøse strømninger. Jane Austen er antydningens mester, og meget bliver sagt mellem linjerne eller delikat berørt i en diskret sidebemærkning i de utallige samtaler, der er grundkernen i hendes romaner.

På den tid, romanerne udspiller sig, og i den tid, som var Jane Austens, fandtes hverken tv, internet eller andre former for massekommunikation eller –underholdning. Så der samtales – til selskaber, på gå- eller rideture eller til thekomsammen. Konversation er rygraden i de dannedes omgangsform, og man suges ind i en verden af forfinet sladder, klaverunderholdning og kurtisering.

Jane Austens romaner er forfinede og elegante. De skal læses i ro, for sproget er en nydelse i sig selv. Læs dem derfor gerne på originalsproget og flyd med fra side et:

”Emma Woodhouse, handsome, clever, and rich, with a comfortable home and happy disposition, seemed to unite some of the best blessings of existence; and had lived nearly twenty-one years in the world with very little to distress or vex her.”

‘Emma’ er min favoritroman af Jane Austen, for hun er skarpt tegnet, elegant tænkt og menneskelig til sidste side. Og både handlekraftig og så blind og døv, som man selv kan være - på alle måder en hovedperson, man kan identificere sig med. Jane Austens romaner er aldrig gået af mode og med de mange filmatiseringer, som bl.a. BBC kongenialt producerer, er interessen for hendes værker usvækket. Se gerne film eller tv-serier, men læs først og fremmest romanerne. De egner sig formidabelt til en lang, doven eftermiddag i sofaen – komplet med the og agurkesandwich.