Anmeldelse

Elverfolket : Den store rejse af Wendy og Richard Pini

20 okt.20

Endnu et smukt samlealbum om Elverfolket.

Serien handler om elverhøvdingen Ilder, der er både nysgerrig og frygtløs og træffer beslutninger, som folkene i hans stamme ikke altid er enige med ham i. Elverfolket bind 2 samler episode 6-10 i fantasysagaen med en ny farvelægning og oversættelse. Desuden indeholder dette bind en ekstra episode samt sider, der er udeladt i de oprindelige episoder, og som her præsenteres for første gang på dansk.

Fortællingen foregår i en verden lig vores, dog noget mere primitiv. Menneskene er stammefolk, og de er bange for alt det, de ikke forstår, særligt elverne, som kan tale med skovens dyr. Våbnene får elverne fra troldene, der bor i huler under jorden. Troldene kan ikke lide dagslys, så aftalen er, at elverne skaffer kød og skind til troldene, som gengælder tjenesten med økser og sværd. Men venner er de ikke.

I bind 6-10 trues elverne af menneskeflygtninge. Derfor beslutter Ilder og hans bedste ven Tyde at tage afsted med deres ulve for at møde andre elvere, og undervejs tages de til fange af troldeparret Næsepiller, hans udkårne samt en gammel bedstemor. Næsepiller er udelukkende interesseret i Ilders sværd, men ser også muligheden for, at de kan bruge elverne som tjenere. Heldigvis lykkes det Ilder og Tyde at flygte.

I Ilders familie, er Ilder og Leetahs datter Glød nu gammel nok til at danne bånd med sin ulv. Alligevel er Leetah dybt bekymret, mest fordi hun ikke rejste med Ilder pga. frygten for det ukendte, men særligt fordi Mindernes Mor, der følger Ilders rejse i ånden, nu har mistet sin ånd og blot sidder som en til tom skal. Sønnen Solstrejf kan dele tanker med Mindernes Mor, og han finder ud af, at hans far er i stor fare. Ilder, og Tyde møder endnu engang mennesker, men disse er venlige og hjælper Ilder efter et alvorligt bid. De to venner møder mange mennesker og efterhånden må de overveje, om de stadigt kan sige, at alle mennesker er onde. Solstrejf fortæller sin mor, hvad han oplevede, da han delte tanker med Mindernes Mors, og Leetah ved, at hun må afsted for at finde Ilder, der er på vej mod noget, der kan koste ham livet.

I 1978 udsendte ægteparret Wendy og Richard første nummer i serien om Elverfolket, som er inspireret af både myter og sagn, klassisk litteratur og fantasy. Man kan fortolke serien og mene, at den handler om at acceptere forandring og andre, selvom de ikke ligner en selv. Det er en utrolig spændende tegneserie, som i denne samleudgave indgyder fornemmelsen af en rigtig bog. Den bør læses af alle fantasyelskere fra ca. 12 år, men den taler også til voksne læsere. Jeg glæder mig meget til næste udgivelse i samlingen.

Bogdetaljer

Forlag
Fahrenheit
Oversætter
Paw Krogsbæk Mathiasen
ISBN
978-87-7176-130-6
Antal sider
212

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer