Ehrengard

Blixens stornovelle er udkommet i en fin genudgivelse med ætsende ironi og et helt moderne kvindesyn.

Karen Blixen var en uforlignelig storyteller, og hun iscenesatte både sig selv og sine omgivelser. Det samme gør hovedfiguren i novellen, kunstneren herr Cazotte.

Herr Cazotte tager del i planlægningen og udførelsen af en lille ”hemmelig aktion” i fyrstedømmet Babelhausen, hvor den unge prins Lothar endelig har fundet en brud. Efter brylluppet åbenbares det dog, at prinsesse Ludmillas nedkomst med den længe ønskede fyrstearving er to måneder for tidligt til, at det kan anses for sømmeligt efter bryllupsdatoen. Prinseparret bliver nu installeret på et isoleret romantisk slot med deres lille hof, som inkluderer både prinsessens hofdame Ehrengard og den skønhedssøgende portrætmaler og ikke mindst meget manipulerende intrigemager, vores hovedfigur, geheimeråd Johann Wolfgang Cazotte. Han betragter sig selv som højt kvalificeret kunstner, både i malerkunst og i forførelse. En kunstner skal nemlig forføre sit motiv: ” (…) formå den genstand, hvorom man koncentrerer sine tanker, til frivilligt og henrykt at udlevere sit inderste væsen”. Fortælleren af denne historie lader sin oldemor grevinde von Gassner, Cazottes fortrolige, være kilden til historien, som dermed får endnu et kamouflagelag.

Herr Cazotte betages af hofdamen, Ehrengard og starter med at fantasere om at forføre hende. Han er vis på, at det lykkes for ham at både besnære og påvirke hende, så hun til slut må blotlægge hele sit væsen i en dyb rødmen.

Stornovellen er en fin læseoplevelse, hvor Ehrengard gennemskuer herr Cazotte og reagerer smartere end ham, og han står slukøret tilbage. Det unge fyrstepar får en dejlig søn, og han bliver døbt, så ingen aner uråd.