Bog

Efterfølgeren

Af (
2006
)

Anmeldelse

Efterfølgeren af Ismail Kadare

06 nov.06

"Efterfølgeren" er en flot, men barsk roman. Den griber sin læser om struben – og holder fast.

Ismail Kadaré er en albansk født forfatter, som i dag bor i Frankrig. "Efterfølgeren" er oprindeligt skrevet på albansk, og siden oversat til fransk, og det er den franske version, som her er oversat til dansk. Jeg har intet grundlag for at bedømme det, da jeg hverken taler albansk eller fransk, men jeg har en mistanke om, at begge oversættelser må være formidable, for det virker ikke som om, at meget er gået tabt undervejs. Det er en meget stærk roman, som er baseret på virkelige hændelser og personer i det albanske politiske liv.

Bogen starter med et mord – eller et selvmord, det er der ikke rigtig nogen, der kan blive kloge på. Den døde mand var udråbt til at efterfølge landets stærke (læs diktatoriske) politiske leder. Men efterfølgeren falder, af forskellige årsager, i unåde, og da han dør, går spekulationerne. Er han blevet myrdet p.g.a. forræderi eller har han i anger taget sit eget liv?

Intet eller ingen er hellig i det grumme spil om magten. Mord begås, forlovelser ophæves og folk deporteres, alt i de stærkes interesse. I romanen følger vi på skift forskellige personer omkring ”Efterfølgeren”, både fra hans privatliv og hans offentlige politiske virke, og overalt ligger der en giftig tåge af angst og mistro. Ingen ved med sikkerhed, hvor de har de andre, selv ikke inden for familier er loyaliteten en selvfølge.

Den urolige stemning, der hersker i historien, forplanter sig på listig vis, på grund af forfatterens dygtighed, til læseren. Bogen er kun på 133 sider, men der står så meget på de 133 sider. Dertil kommer der alt det, der står mellem linierne. Bogen er sværd at få hold på, den kan ligesom ikke læses langsomt nok. Det er en bog, der skal og kan føles.

Det er imponerende, hvordan det lykkes for forfatteren at beskrive et helt land og en hel nations historie, på de samme få sider, hvor også en række menneskers liv og skæbne formidles så intenst, at man sidder tilbage med en nervøs klump i halsen. Meget velfortjent modtog Ismail Kadré 2005 den Internationale Man Booker pris for denne roman.

Oversat af Gerd Have. Tiderne Skifter, 2006. 133 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne Skifter
Oversætter
Gerd Have
Faustnummer
26450845
ISBN
9788779732032
Antal sider
133

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer