Bog

Efter Rosinen

Af (
2010
)

Anmeldelse

Efter Rosinen af Louise Øhrstrøm

19 apr.10

Velskrevet debutroman om sorgen ved at miste et barn og modet til at leve videre.

Mennesker reagerer forskelligt på sorg. Nogle mennesker har brug for at gå ind i sorgen og være der i så lang tid, at deres omgivelser bliver bange for, om de nogensinde kommer ud på den anden side igen. De samme mennesker kan have en tendens til at lukke sig om sig selv og ikke ville tage imod hjælp, ikke engang fra de allernærmeste.

Hovedperson og jegfortæller i denne lovende debutroman, den unge kvinde Maria, er sådan et menneske. Hun befinder sig i en dyb krise, hun har mistet sin lille datter ved fødslen, hendes kæreste Klaus har forladt hende, ligesom hendes far gjorde, da hun var lille. Og hun har ikke noget specielt godt forhold til sin mor.

Maria og hendes mor og søster bor i Maribo. Maria plejer at arbejde på Folketidende, men siden Rosinen døde, har hun ikke arbejdet. Hun ligger det meste af tiden for nedrullede gardiner i sin seng og snakker med Rosinen. Hun lever af the og nudler og går helst ikke i bad. Vandet gør ondt på huden, og hun kan ikke holde ud at se sin slunkne mave. Hun vil helst være alene, og det er ikke let for familien at få lov at hjælpe.

Det eneste der giver en smule fred i sindet er, når Maria besøger Birgittasøstrenes kloster i Maribo og snakker med søster Helen. Og så dukker der en dag en ræv op i hendes hjem, en ildelugtende og ubehagelig ræv, der har tænkt sigt at skrive sine erindringer på Marias pc.

På det medfølgende forlagsmateriale til ’Efter rosinen’, står der, at ræven er ”en inkarnation af den middelalderlige fabelfigur Reinard Ræv”.

Louise Øhrstrøm, der er født i 1981, er cand. mag. i litteraturvidenskab, og ’Efter Rosinen’ er hendes debutroman. Det er en velskrevet og tankevækkende roman, hun har skrevet. Historien om Maria og hendes store sorg er troværdigt og stærkt fortalt. Men jeg må indrømme, at jeg i begyndelsen tvivlede på rævens rolle i fortællingen. Den meget realistiske beskrivelse af en sorgproces overfor den fabelagtige tilstedeværelse af ræven. Men det fungerer! Det er en vellykket debut!

Bogdetaljer

Forlag
EC Edition
Faustnummer
28208278
Graphic
Anne-Lone Krog Møller
ISBN
9788791392290
Antal sider
196

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer