Bog

Dyr, der gemmer sig

Af (
2021
)

Anmeldelse

Dyr, der gemmer sig

19 mar.21

Som med sine andre naturbøger, har Line Renslebråten udarbejdet en fagbog, der ikke blot er utroligt smuk, men også overskuelig, informativ og spændende.

’Dyr, der gemmer sig’ er en vandring gennem forskellige verdener, som man ikke var klar over eksisterede. Bogen er inddelt efter måden, dyrene kamuflerer sig på; om de ligner noget fra naturlige omgivelser eller udgiver sig for at være farlige.

Uanset forklædning handler det om at skjule sig for sine fjender, så man ikke bliver ædt eller om at være i stand til at gemme sig, så dem man gerne vil æde ikke får øje på en. Det er præcis, hvad tigerens sorte striber gør. Et andet rovdyr er bruden, som er verdens mindste rovpattedyr med en rødbrun farve, hvilken den beholder hele året i Danmark. Men i de nordligere egne, hvor der er garanti for sne, skifter bruden til hvid pels om vinteren. For selv om bruden er et rovdyr, er den samtidig et meget lille rovdyr.

Ud for Australiens kyst lever en fisk, der kaldes pjaltefisk, og som mest af alt ligner et stykke flydende tang. Derved blender fisken ind i den natur, der omgiver den. Man kan også læse om, hvordan tusmørkesværmerlarven, der lever i Mellemamerika, kan puste sit hoved op, når den føler sig truet, så den ligner en giftig slange. Taler vi derimod om kamuflagemestre, kommer vi ikke udenom blæksprutterne, der som ingen andre kan forvandle sig til noget, de ikke er. De kan f.eks efterligne krabber for at få sig et måltid mad. Desuden kan man tælle dyrene på siderne og finde det korrekte svar bagerst i bogen.

Det er en skøn hyldest til nogle af de dyr, som vi umiddelbart ikke ser eller ikke vidste eksisterede. Line Renslebråten er virkelig dygtig til at sætte fokus på den natur, som ikke er lige i øjenhøjde. I hendes Under polarisen er fokus rettet på verden under havet, og i Virkelighedens Monstre ser hun nærmere på dyr, som mennesket betragter som monstre, men som ikke er det. Hendes illustrationer er drømmende og smukke og viser hvert enkelt dyr på vidunderligste vis. Bogen er meget velegnet til at gå på opdagelse i for børn fra ca. 10 år.

Bogdetaljer

Forlag
Straarup & Co
Oversætter
Lisette Agerbo Holm
Faustnummer
38596012
ISBN
9788775491742
Antal sider
97

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer