Bog

Før du forsvinder

Af (
2018
)

Anmeldelse

Før du forsvinder af Clare Swatman

27 mar.18

Hvis du havde chancen for at ændre på fortiden i håbet om at kunne redde din elskedes liv, ville du så ikke straks gribe den? Romantisk debutroman om kærlighed og sorg.

En morgen går Zoes mand Ed ud ad døren for aldrig mere at vende tilbage. På vej til arbejde, bliver Ed kørt over af en bus og dør. Zoes verden styrter naturligvis i grus og det værste af det hele er, at de skiltes som uvenner den morgen. I det hele taget har deres forhold været under pres meget længe og den tanke og skyldfølelse der følger med, er næsten ikke til at bære for Zoe. Helt uventet får Zoe dog chancen for at lave om på nogle af de ting, der gik galt i deres forhold. Zoe falder og slår sit hoved, og da hun vågner op igen, er det 20 år tidligere, præcis den dag hun første gang mødte Ed. Zoe indser at hun måske har fået en mulighed for, at rette op på nogle af de ting, som ødelagde deres forhold gennem årenes løb, og ikke mindst få chancen for at redde Eds liv.

Fortællingen tager os med gennem de sidste tyve år af Zoes liv, Fra den dag hun møder Ed og frem til historiens begyndelse. Zoe vågner op på forskellige dage, de fleste med ugers eller måneders mellemrum, og i løbet af disse dage får læseren historien om Zoe og Ed, alt imens at Zoe prøver at rette op på fortidens fejltagelser. Det er en romantisk fortælling om forelskelse, men også om de vanskeligheder og krumspring der kan ligge i et parforhold hvor parterne har forskellige krav og forventninger til hinanden. Det er også en fortælling om sorg, sorgen over ikke at kunne få ønskebarnet, sorgen over den ødelæggelse af parforholdet, det fører med sig og sorgen over at miste sin elskede.

Det er nogle meget genkendelige problematikker der opstilles i bogen, som jeg tror de fleste læsere kan relatere sig til. Man kan mene, hvad man vil om, at bogens hovedperson bliver sendt retur til fortiden, men jeg tror ikke der er mange der kan se sig fri for, på et eller andet tidspunkt, at have ønsket sig at kunne gå tilbage i tiden for at rette op på dårlige beslutninger, så jeg synes ideen er fin.

Bogen henvender sig til den gruppe af læsere, der holder af at læse chik lit, selv om bogen ikke helt falder ind i genren. Den kan også minde lidt om nogle af Jojo Moyes’ romaner, så jeg tror også, at mange af hendes læsere vil synes om denne bog. Det er Clare Swatmans debutroman og første bog udgivet på dansk, men hun er i gang med sin tredje bog pt, så mon ikke der er flere danske udgivelser på vej.

Bogdetaljer

Forlag
Flamingo
ISBN
9788702235036
Antal sider
336

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer