Bog

Drømme i krigens tid

Af (
2015
)

Anmeldelse

Drømme i krigens tid af Ngũgĩ wa Thiong’o

14 aug.15

Den ene uforglemmelige scene efter den anden afløser hinanden i disse stærke barndomserindringer fra Kenya under kolonistyret. Centralt står en kultur under pres og drømmen om en uddannelse.

Ngũgĩ wa Thiong’o er født i Kenya i 1938, og i første del af hans erindringstrilogi skildrer han sin barndom og opvækst i en landsby uden for Nairobi under det britiske kolonistyre op til 1954, hvor han begyndte på gymnasiet. Hans mor var nummer tre af faderens fire koner, og Ngũgĩ havde 23 søskende. Faderen var jordbesidder og havde køer og geder, men det ændrede kolonistyret flere gange, idet hvide englændere, der havde deltaget i 2. verdenskrig, blev tildelt de afrikanske besiddelser, så de oprindelige ejere blev tvunget til at arbejde for de hvide. Jorderne blev omdannet til krysantenummarker.

Han voksede op i et traditionelt afrikansk landsbymiljø, men spændingerne under kolonistyret og Mau Mau-oprøret, som blev en forløber for senere afrikanske frihedsbevægelser, satte markante spor i Ngũgĩs barndom. I hans familie var begge lejre repræsenteret, hvilket betød, at familien var under særligt opsyn. Tidligt indgik Ngũgĩ en pagt med sin mor om, at han fik lov til at gå i skole, men han skulle love altid at gøre sit bedste. Pagten betød et præstationspres, men da han selvfølgelig bestod alle prøver med glans, blev det en kollektiv fejring. Der er en fin beskrivelse af hans omskærelsesceremoni, som også var et kollektivt anliggende underlagt særlige ritualer.

Erindringernes styrke er barnets perspektiv, skildringen af kløften mellem tradition og modernitet og en usædvanlig personlig indsigt i de vilkår kolonistyret fik for hans familie. Under det hele findes selvfølgelig drømmen om en uddannelse og begæret efter viden. Det er tydeligt, at han er opvokset i en stærk mundtlig fortællertradition, som han var fascineret af fra første færd. Virkelige begivenheder blev om aftenen omkring bålet blandet sammen med historier, myter og fantasi. De bedste fortællinger blev til sange. Hitler, Churchill, Jomo Kenyetta (Kenyas første premiereminister) m.fl. indgik heri som helte og trolde. Hans skolegang, som foregik på kristne missionsskoler, betød, at han fjernede sig fra sin oprindelse og værdierne herfra. Det stilfærdige toneleje og et helt vidunderligt let og alligevel nøgternt sprog skildrer usentimentalt livet i den polygame familie og ungdommens stærke håb og drømme.

Forfatteren er berømmet og har modtaget mange priser for sine bøger, der er oversat til over 30 sprog. Herhjemme er han nok blevet lidt glemt, men hvor er det fantastisk, at hans erindringer nu kommer. På dansk findes romanerne ’Floden mellem bjergene’, 1969 og ’Matigari’, 1990. Af andre afrikanske forfattere kan nævnes den nigerianske Chinua Achebe: ’Alt falder fra hinanden’ (eng. 1958 og på dansk i 1986). Her skildres i romanform samme tematik om den oprindelige kultur, der er sat under pres af de hvides herredømme.

Bogdetaljer

Forlag
C&K
Oversætter
Ellen Boen
Faustnummer
51818741
ISBN
9788792884213
Antal sider
240

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer