Dødninge danser på sandet

I den tiende Hannis Martinsson krimi bringer Jógvan Isaksen os tilbage til en dramatisk periode i Færøernes historie, tiden omkring Klaksvikstriden i 1955.

Jógvan Isaksen har skrevet en både spændende og humoristisk krimi med journalist Hannis Martinsson som hovedperson og fortæller. Samtidig med den elementært spændende handling giver han læseren et godt indblik i Færøernes natur, kultur, historie og forhold til Danmark, bl.a. set i lyset af den såkaldte Klaksvikstrid.

Hannis har dannet par med Duruta i adskillige år, og sammen har de datteren Turid, men de har aldrig boet sammen. Duruta er ansat ved politiet, og mens hun er på uddannelse i København, falder Hannis i til en julefrokost og har et one night stand med en sygeplejerske. Hans sidespring anses bestemt ikke acceptabel opførsel for hans gode ven Karl, der er politimand – og slet ikke hos dennes hustru Katrin. Hannis er således i ude i kulden, men da man finder liget af en mand, der er blevet lænket til to klippestykker, får Karl brug for Hannis’ hjælp og lukker ham ind varmen igen. Både Hannis og Karl kan nemlig huske, at de for mange år siden stødte på en lignende sag, hvor en arm fra et lig blev fundet med lænker i nærheden af Klaksvik.

Undervejs er Karl kommet i tanke om, at en fulderik på et tidspunktkom ind på politistationen og nævnte noget om et lig i lænker, som skulle befinde sig i en grotte i nærheden af Sumba. Han fik ikke set mere på sagen dengang, men nu beder han Hannis tage til Sumba og se, om han kan finde ud af noget. Hannis drager afsted både mod Sumba i syd og Klaksvik i nord og bliver undervejs udsat for lidt af hvert. Han bliver skudt på, han bliver slået ned, og hans hjem bliver gennemrodet. Der er helt sikker nogen, der ikke ønsker, at han graver for dybt i de gamle sager. Både liget og de gamle skeletter har én ting til fælles, de mangler det yderste led på den ene lillefinger, så der må være en forbindelse mellem de personer, der har lidt den smertefulde død ved at drukne lænket til klipper.

Jógvan Isaksen fortæller på sin underspillede humoristiske facon om konflikterne mellem by og land og mellem nord og syd, for selv om Færøerne kun har godt 50.000 indbyggere, kan man ud på øerne godt nære mistro til dem, der bor i storbyen Tórshavn. Hannis skal således ikke understå sig i at kalde Klaksvik for en bygd, når det er en by.

Undervejs genopfrisker Jógvan Isaksen også et helt specielt kapitel af Færøernes historie, nemlig Klaksvikstriden, der også blev kaldt lægestriden. I 1955 ville de danske og færøske myndigheder fjerne byens danske læge, da han blev beskyldt for at have været nazivenlig. Han var dog meget vellidt af befolkningen, som nærmest gik amok. For at dæmpe uroen blev over 100 politifolk sendt til Klaksvik, men befolkningen havde mineret havnen. Der blev indgået forlig, og oprøret bundede nok snarere i spørgsmålet om Færøernes selvstændighed end om lægen.

Jógvan Isaksen formår at skrive en spændende handling ind i en historisk kontekst, uden at det føles kunstigt, og man hygger sig gevaldigt undervejs.