Døderummet

Mød obduktionslokalernes Lisbeth Salander, i ny krimi af Susanne Staun. En krimi så dyster og original, at man fristes til at kalde den de danske krimiers bud på en film noir.

Maria Krause er netop blevet ansat som vicestatsobducent på Odense Centralsygehus, da en ung pige findes myrdet ved Gudme Sø på Sydfyn. Ved obduktionen finder Krause spor efter en rød farve på pigens hals, der viser sig at være fra et stof man bruger til behandling af spedalskhed. Samtidig er liget af den unge kvinde også voldsomt skamferet, brystvorterne er skåret af, og liget er skændet. Synet af liget minder Maria Krause om et andet mord på en ung pige, der også er begået på Fyn. Maria Krause kæmper med sine egne indre dæmoner, og snart er hun på uhyggelig vis meget personligt involveret i sagen.

Er morderen spedalsk, er han alene om sine ugerninger eller er de flere om mordene og væsentligst af alt - hvem er han?

Maria Krause er ikke en typisk krimihovedperson. For det første er hun obducent og ikke kriminalbetjent eller journalist, og for det andet er hun mildest talt en smule bizar. Hendes eneste ven er nydanskeren Nkem, og på arbejdet er hun alt andet end vellidt. Endelig  har hun for vane at bestille voldtægter af sig selv i de lokale parker, en seksuel fetich som siger meget om hende som person.

Susanne Staun er mest kendt for sin krimiserie om adfærdspsykologen Fanny Fiske, men hun har også skrevet andre fremragende bøger ved siden af. 'Døderummet' kan nok bedst sammenlignes med romanen 'Skadestuen' som handler om trafficking, altså kvinder der kidnappes og tvinges til prostitution.

Susanne Staun har sin helt egen skrivestil, og kan ikke umiddelbart sammenlignes med andre af tidens store kvindelige krimiforfattere. Dertil er hendes persongalleri og stemningsbilleder simpelthen for atypiske. Dog kan man sige at et gennemgående træk i hendes forfatterskab,er kvinder i nød, i horrible, groteske og bizarre situationer.