Bog

Dobbeltfejl

Af (
2023
)

Anmeldelse

Dobbeltfejl

15 maj.23

Spændende og veldisponeret hverdagsdrama om moderne forældreskab sætter fokus på, hvor langt mødre vil gå for at beskytte deres børn.

Anne Mette Kirk har før skrevet i krimigenren, men nu har hun begivet sig ud i at skrive en anden type roman. Selvom den ikke har noget krimiplot, har den en imponerende drivkraft, så man fortsætter læsningen, til man segner.

Omdrejningspunktet i romanen er en video, der viser tre 11-årige drenge involveret i en leg af seksuel karakter. Skolen, hvor drengene går, gøres opmærksom på videoen, der hurtigt forsøges stoppet, og forældrene kontaktes, så situationen ikke eskalerer. Det er her, historien begynder at brillere og persontegningen tager fart.

Den rystende video skaber høj søgang i de tre familier, og særligt mødrene kommer på dybt vand i deres iver efter at beskytte deres respektive sønner. Det gør det ikke nemmere at håndtere for to af mødrene, Sarah og Anne Sofie, at de har været bedste venner siden barndommen. Men det bevirker dog, at de hurtigt kan blive enige om at finde en syndebuk i den tredje kvinde; outsideren og den enlige unge mor, Ulrikke. Alt peger også på, at det er hendes søn, der er hjernen bag videoen.

'Dobbeltfejl' er en virkelig spændende bog, der er både velskrevet og veldisponeret, og det jeg vil kalde et psykologisk hverdagsdrama om moderne familieliv og forældreskab. Mødrenes kamp for at holde sammen på deres familier og styr på deres egne voksende frustrationer er fremragende og foruroligende godt fanget. Læseren får historien fra alle synsvinkler, hvilket viser, hvor nemt det er at mistolke signaler og misforstå hinanden. Det én opfatter, er ikke altid det en anden oplever, og ofte er der en helt tredje virkelighed. 

Bogens tematik og særligt brugen af de skiftende synsvinkler er med til at sætte spot på, at vores handlinger eller mangel på samme aldrig er uden konsekvenser. Vi mindes også om, at vi alle bare er mennesker, der kan begå fejl og opføre os skørt, når vi presses derud, hvor vores grænser for alvor bliver udfordrede og vores selvbillede trues. 

Jeg håber på meget mere i denne boldgade fra Anne Mette Kirk, og måske det bare er ønsketænkning, men slutningen giver et lille fingerpeg om en mulig fortsættelse i samme univers.

Bogdetaljer

Forlag
Gutkind
Faustnummer
135888877
ISBN
9788743403067
Antal sider
399

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer