Bog

Dicte var her

Af (
2021
)

Anmeldelse

Dicte var her

24 jan.22

En rørende YA- roman om venskab og tab.

Hovedpersonen Dicte har været bedste veninder med Line i 10 år, og de skal nu sammen begynde på gymnasiet. Første dag møder Line sin gamle veninde Amalie, og i løbet af kort tid føler Dicte sig fuldstændigt udenfor. Line er ikke kun populær, modsat Dicte, hun er desuden hele tiden sammen med Amalie og de andre i klassen. Dicte er dybt ulykkelig og forsøger desperat at få Line til at forstå, hvor ulykkelig og ensom hun er. Men Line siger, at de måske skal holde en pause fra hinanden.

Dicte bruger nu alle sine kræfter på at holde sine gode karakterer oppe. Men uanset hvor hårdt Dicte arbejder, er hendes mor aldrig tilfreds med hende. En dag finder Dicte noget helt andet at bruge sin tid på sammen med en flok unge, der holder til i et skur på havnen, hvor de fester og gør som de har lyst til. Her kan Dicte, der i dette fællesskab bliver kendt som Jessica, føle sig hjemme og velkommen for første gang i lang tid. Efterhånden som Dicte bruger de fleste af sine aftener med sine nye venner, får hun mindre og mindre søvn, og da fyren, hun forelsker sig i, slet ikke er, som hun troede, kan Dicte ikke klare flere svigt.

Hvert kapitel indledes med forskellige sangtitler af Lana Del Rey, som er Dictes yndlingssanger, hvilket understreger den tristhed, som fylder Dicte op. Følelserne af svigt er relaterbare for de fleste mennesker, og afvisninger tvinger os til at genoverveje os selv, da de fleste vender svigtet indad i sikker forvisning om, at der er noget galt med dem. Desuden svigter Dictes forældre hende ved ikke at støtte hende, og i stedet forstærker de hendes følelser af, at hun gør alting forkert. I en alder, hvor identiteten kan være en diffus kappe, man nødtørftigt tager på, og man derfor er ekstra sårbar, er det hårdt føle sig alene. Eva Munk har med fin indlevelse beskrevet disse mange svære følelser, og romanen kan anbefales til alle unge fra ca. 14 år.

Bogdetaljer

Forlag
Byens
Faustnummer
39212145
ISBN
9788794141550
Antal sider
267

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer