Bog

Det store spring

Af (
2015
)

Anmeldelse

Det store spring af Jojo Moyes

03 sep.15

Dronningen af feel good, Jojo Moyes, udkommer her på dansk med en af sine tidligere romaner. ’Det store spring’ er en klassisk Moyes – underholdende og klichéfyldt – lige som den skal være.

’Det store spring’ handler om Sarah, der vokser op i London hos sin kærlige, men strenge morfar, Henry Lachapelle. De deler samme passion: hesten Boo. Henry træner Sarah i dressurridning, som Henry selv lærte det i sin ungdom i det hæderkronede franske rytterkorps Le Cadre Noir.

I London bor også den succesrige børneadvokat Natascha Macauley i et stort hus, som hun stadig deler med sin charmerende men umulige eksmand. Natascha elsker sit arbejde, men hendes privatliv er noget rod. Skæbnen får Sarahs og Nataschas stier til at krydses på et tidspunkt, hvor Sarah har hårdt brug for hjælp, og Natascha for at gøre noget godt og få styr på sit liv.

Med udgivelsen af ’Det store spring’ har forlaget Cicero valgt at udgive én af Jojo Moyes tidligere romaner, der ikke før har været udgivet på dansk. ’Det store spring’ er skrevet i 2009, tre år før Jojo Moyes udgav den internationale bestseller ’Mig før Dig’.

’Det store spring’ er skrevet over den samme roman- og handlingsskabelon som Moyes’ andre bestseller romaner. Bogen er underholdende og romantisk – men også forudsigelig og til tider klichéfyldt.  Men det gør ingenting, fordi ’Det store spring’ er en fornøjelse at læse. Jeg blev hurtigt indfanget i romanens univers og kneb også en tåre hist og her.

Hvis man er vild med ’Mig før dig’, vil man også elske ’Det store spring’. I romanen understreger Jojo Moyes sin status som dronningen af romantiske feel good-romaner. Som forfatter er Jojo Moyes eminent god til at beskrive mennesker og ikke mindst relationerne mellem mennesker.

Til oktober udkommer fortsættelsen til ’Mig før dig’; ’Efter dig’. ’Det store spring’ er en skøn, lille forret Jojo Moyes´ fans kan nyde, inden de får serveret hovedretten til oktober.

Originally published by Anne Juul Andersen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Marianne Linneberg Rasmussen
Faustnummer
51870697
ISBN
9788763840699
Antal sider
494

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer