Bog

Det er tilladt at smile

Af (
2001
)

Anmeldelse

Det er tilladt at smile af Jytte Borberg

15 mar.02

Jytte Borberg har skrevet en finurlig udviklingsroman med åben slutning. "Det er tilladt at smile" er historien om den unge Fridas veje til voksen frihed - i et kærlighedsdrama mellem to mænd. Om Frida når frem til at træffe et egentligt valg, røber romanen ikke, men overlader det til læserens egen fantasi.

Vi møder Frida første gang som mut elev i danseskolen. Lærerindens hårde ord "Det er tilladt at smile" er møntet på pigen med de nedadvendte mundvige. Borberg gentager ordene i de efterfølgende kapitler som en sarkastisk kommentar til flinkeskolens adelsmærke. For Frida henviser ordene til en skæbne som nejende og smilende dydsmønster, som hun for alt i verden vil vriste sig fri af. For Frida vil ikke neje. Hun vil hellere gøre oprør, og det gør hun så. I skolen, derhjemme hos faren og moren og overfor kammeraterne på rejsen til Indokina, men først og fremmest over for moren.

"I sytten år har pigen lagt øre til moderens ordsprogsagtige livsvisdom, nu kan det være nok. VRØVL, råber hun. Forlader hjemmet. Om det er for altid eller kun midlertidig, ved hun ikke, ved kun, at braget af yderdøren, da hun smækker den efter sig, er som sød musik, der strømmer og strømmer."

Oprørets musik
Vi følger Frida i sporet på hendes oprør. Oprøret er sødt. Ligesom kærligheden, der får Fridas mund til at smage af honning. Og det er oprøret og længslen efter kærligheden, der trækker Frida rundt i en manege, hvor hun ikke kan finde fodfæste. På rejsen til Indokina møder hun tangodanseren Tovio. De får kun én eneste lidenskabelig nat sammen og rejser så hver til sit. Kort tid efter flytter hun fra Århus til København under påskud af, at hun vil studere, men det bliver ikke rigtig til noget, kun til et par småjobs hist og her. Hun bliver gravid med den kedelige Morten, den tidligere klassekammerat fra hjembyen, som hun giver det tiltalende kælenavn "Krammebamsen".

Det ydre drama udspiller sig i Fridas længsel efter at leve sig helt ud i sine sansers vold, og i at finde sig til rette i trygheden sammen med Morten. For Tovio dukker op med jævne mellemrum og får hendes lille dukkehjem til at krakelere. Et andet drama foregår inde i Frida. Hun er skiftevis en undskyldning for sig selv og en led kælling. Det er især her, bogen viser sin originalitet. Borberg nøjes nemlig ikke med at skrive om Fridas splittelse. Hun viser os det ved at skifte synsvinkel mellem "jeg" og "hun". På den måde bliver læseren slynget direkte ind i Fridas vekslende universer. 

Romanen er skrevet i nutid, sådan at vi hele tiden kan følge Frida i hendes udvikling uden at være bagudskuende, reflekteret og bedrevidende. Som læser nyder man Borbergs talent for hurtige overbliksscenarier, de korte kapitler og sprudlende sprogbrug, der gør bogen let at læse. Ligesom de sjove og sanselige billeder. Alligevel bliver det aldrig rigtig farligt, for Frida bliver aldrig rigtig ked af det, eller rigtig ond. Man tror ikke helt på hendes forvandling til voksen kvinde, da hun beslutsomt vover sig op i en svæveflyver, i øvrigt højgravid. 

Forfatteren ser heldigvis stort på sprogets historiske forankring. Hun har skrevet en udviklingshistorie, der tilfældigvis tager afsæt i året 1949, men hvis trin kunne tages når som helst i dag. Frida bliver et tidløst væsen, der frit kan bruge ord som "shit", "overgearet", "snotdum" og "mor-datter-konflikt". Ord, som vel egentlig ikke fandtes ikke i 50erne.

Borbergs heltinder
Borbergs heltinder er alle fyldt af drift mod sanselighed og selvstændighed. Et gennemgående tema handler om at turde gribe øjeblikket og leve i nuet, samtidig med man selv trækker i trådene. En problematik, der læner sig opad kvindelitteraturens kønspolitiske program, men uden den indignation, som bliver båret frem hos f.eks. Dea Trier Mørch, Martha Christensen og Anne Marie Løn.

Her i romanen folder problematikken sig ud i fuldt flor, bogstavelig talt. Den unge Frida bliver nemlig i romanens slutning dukkefører i et teater, hvor hun gennem dukken kan få frit løb for alle sine indestængte følelser. I dukkens tango er det måske muligt at forene, hvad der ikke lader sig gøre for Frida.

"Sådan går det til, at vi bestandigt glider ind i nye handlingsforløb, alt efter hvis dukke, der den dag er stærkest. Jeg giver min dukke mod ved at møde hende ansigt til ansigt med sig selv, jeg sørger for, at hun bevarer sin egen sjæl, skønt hun danser min tango, det hjælper at få angsten delt mellem os to, dukken og mig, så klarer vi bedre at gøre dansen til et udtryk for levet liv. Dukken og mig, danseren, Tovio, og mig. Der skal to til tango. Vi bliver ved med at improvisere. Der kan ske hvad som helst, men vi husker at smile til publikum."

Lykkes det for Frida at finde friheden? Bliver hun hos Morten, eller giver hun efter for endnu et eventyr med Tovio? Romanen giver ikke noget svar, men overlader læseren til selv at udfylde hullerne. Man bliver urolig og drejer sig i sædet og læser videre...

Rosinante, 2001. 189 sider

Relaterede links:
Læs mere om forfatteren
Passioner af Peter Øvig Knudsen
Vise kvinder af Lise Johnsen

Andre bøger af forfatteren
Himmelsengen
Orange
Eline Bessers læretid



BogWeb - 15. marts 2002

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
23674343
ISBN
9788762102491
Antal sider
189

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer