Bog

Den unge Jægers lidelser

Af (
0
)

Analyse

Jæger, Frank - Den unge Jægers lidelser

Frank Jægers legende sværmeri i Den unge Jægers lidelser var et friskt pust i efterkrigstidens tungsindige univers.

Frank Jægers (1926-1977) lyriske debut Dydige digte fra 1948 adskilte sig fra den ellers tunge og eftertænksomme litteratur, som prægede Danmark i efterdønningerne af 2. Verdenskrig. Frank Jægers stil var tilsyneladende ubekymret, humørfyldt og berusende, og der gik ikke lang tid, før han fik tilnavnet ’Den lyse Jæger’. Digteren, der oprindeligt var uddannet bibliotekar, redigerede fra 1952-53 Heretica sammen med Tage Skou-Hansen og var da også på flere måder beslægtet med Hereticas litterære dogmer. Hans poesi var umiskendeligt indadvendt og apolitisk, og han beskæftigede sig i stedet med følelsen og naturens enkelhed. Den lyse Jæger fortsatte sin fabulerende og sprogligt virile tone i den efterfølgende De 5 Aarstider fra 1950 og i Den unge Jægers lidelser fra 1953, og tegneren Jørgen Mortensen anvendte digteren som skitse til den ukomplicerede og folkelige avisstribe Poeten og Lillemor. Det viste sig dog senere i poetens forfatterskab, at Jægeren også besad uomgængelige mørke og dystre sider, eksempelvis med romanen Døden i skoven (1970), men det blev i hans levetid først og fremmest Den lyse Jægers muntre smil, publikum beskæftigede sig med.

Den unge Jægers Lidelser er en eventyrligt upålidelig erindringsroman, der, som titlen antyder, vender sig ironisk mod Goethes tragisk romantiske Den unge Werthers lidelser fra 1774. Den unge Jægers lidelser syntes absolut ikke at være af ubærlig eller faretruende karakter, snarere tværtimod. Romanens erindringer bygger på faktuelle begivenheder i Frank Jægers liv, men får i romanen form som oplevelser af fantastisk og drømmende tilsnit. Romanen er opbygget som små novellelignende fragmenter, der hver især udbreder sig om en begivenhed i hans livsforløb. Vi hører om ynglingens somre i Gurre, hvor han efter læsningen af Johnsons Tyvene, udstyrer alle gårdens beboere med en legemlig defekt. Han undres over sin tantes præcise bevægelser, eftersom han har tilført hende blinde øjne, og han undres over karlens effektive arbejde, på trods af hans manglende arm. En sommer møder han på gården sin første Sille, alle hans livs kærligheder benævnes Sille, og for første gang kan han ikke udstyre en bofælle med en defekt – hun er perfektionen selv. Vi hører om hans flugt gennem vinduet fra tandlægen, hans færd over tagenes højder, mødet med skorstensfejeren, som han lover at holde fast i et reb, et løfte han dog ikke kan holde, da tandlægeassistenten pludselig står på taget ved siden af ham og smiler sit sødeste smil. På vejen hjem ser han ambulancer og redningsfolk, der er kommet skorstensfejeren til hjælp, men husker på sin moders formaning om præcision. Vi hører endvidere om den fiktive rejse med skolekammeraten Wiener-Walde, og om mødet med Eros i Djævlens instrument.

Den unge Jægers lidelser er med sin konsekvente antirealisme en elegant fantasi over virkelighedens Jægers personlige udvikling. Det legende sværmeri og den sproglige energi gør det forståeligt, at det blev forlaget Wivels største salgssucces, og at Frank Jæger her for alvor banede sig vej ind i de danske stuer. For som Jacob Paludan skrev i Nationaltidende d. 16.03.53:
’Et faktum er det, at han er noget helt for sig selv, et særsyn i tiden, muligvis en gaade for folket, men en fryd for dem, der kan taale at se jordforbindelsen kappet, saa man med et ryk farer ud i fantasiens himmelblaa.’

stud. mag. Nanna Goul, september 2002

 

Litteratur om bogen

Afsnit i bøger

81.64
Dansk digtere i det 20. århundrede. – 4. udgave / redigeret af Anne-Marie Mai. – Gad, 2000
(heri bind 2, s. 105-113 : Anders Raahauge: Frank Jæger, s.110-113 om Frank Jægers prosa)

99.4 Jæger, Frank
Brovst, Bjarne Nielsen
Frank Jægers forfatterskab : en monografi. – Hernov, 1977
(heri s. 72-75 om Den unge Jægers lidelser)

99.4 Jæger, Frank
Om Frank Jæger / redaktion Steen Harvig. – Systime, 1986
(heri s. 108-125 om Frank Jægers prosa, s.114-115 om Den unge Jægers lidelser)

99.4 Jæger, Frank
Thyrring Andersen, Lotte
Det grønne mørke : rummelighed og intethed i Frank Jægers digtning. – Odense Universitetsforlag, 1996
(heri s. 63-66 om Den unge Jægers lidelser)

Anmeldelser

11/3 1953 Hans Brix i Berlingske Aftentidende
10/3 1953 Jens Kistrup i Berlingske Tidende
16/3 1953 Henrik Neiiendam i Ekstrabladet
6/3 1953 Niels Kaas Johansen i Information
12/3 1953 Hans Kirk i Land og Folk
16/3 1953 Jacob Paludan i Nationaltidende
10/3 1953 Carl Johan Elmquist i Politiken
16/3 1953 Frederik Nielsen i Socialdemokraten
10/3 1953 Marie-Louise Paludan i Sorø Amtstidende

 

Generelt om forfatteren

Bøger

99.4 Jæger, Frank
Brovst, Bjarne Nielsen
Frank Jægers forfatterskab : en monografi. – Hernov, 1977

99.4 Jæger, Frank
Brovst, Bjarne Nielsen
På fodrejse med Frank Jæger : erindringsglimt. – Poul Kristensen, 2001

99.4 Jæger, Frank
Om Frank Jæger / redaktion Steen Harvig. – Systime, 1986

99.4 Jæger, Frank
Skyggerne gror: et portræt af Frank Jæger / Jacob og Janus Kramhøft; fortalt af Jørgen Gustava Brandt [et al.]. - Efterskrift ved Erik Skyum Nielsen. - Tiderne Skifter, 2002.

99.4 Jæger, Frank
Jæger, Frank: Den unge Jægers breve 1944-56. - Gyldendal, 1993. 
Gennem Frank Jægers (1926-1977) breve til venner, familie, kolleger og forlæggere fra hans attende til hans tredvte år kastes lys over hans værk og personlighed.

Afsnit i bøger

04.61
Trofasthed og tradition : en essaysamling / under redaktion af Vincens Steensen-Leth. – Krohn, 1979
(heri, s. 43-73: Thorkild Bjørnvig: Frank Jæger på Langeland)

81.64
Danske digtere i det 20. århundrede. – Nyredigeret og nyskrevet udgave / redigeret af Torben Brostrøm og Mette Winge. – Gad, 1980-82
(heri bind 3, s. 445-457: Sven Holm: Frank Jæger)

81.64
Danske digtere i det 20. århundrede. – 4. udgave / redigeret af Anne-Marie Mai. – Gad, 2000-
(heri bind 2, s. 105-113 : Anders Raahauge: Frank Jæger)

99.4 Jæger, Frank
Larsen, Finn Stein
Den magiske livskreds : Frank Jægers lyrik. – Gad, 2001
(heri s. 33-55: biografisk afsnit om Frank Jæger)
Med litteraturhenvisninger

Artikler i aviser

Information
(heri 13/6 2003: Per Bech: Den unge Jægers lidelser)
Kronik i anledning af årsdagen for Frank Jægers fødselsdag.

Weekendavisen
(heri 7/3 2003: Henning Thøgersen: Den idylliske utopi)
Interview med Finn Stein Larsen i anledning af Georg Brandesprisen for hans bog "Den magiske livskreds", som kaster lys over Frank Jægers forfatterskab.

Video, bånd, CD

99.4 Jæger, Frank
Portræt af Frank Jæger (cd). – DR Multimedie, 2002. – 3 cd´er
Portræt af forfatteren Frank Jæger tegnet af nære venner og forfatterkolleger, suppleret med oplæsninger fra Jægers forfatterskab og arkivklip med ham selv.
Produceret af P1 i 2000.

Links

Den Store Danske
Artikel om forfatteren på Gyldendals åbne encyklopædi.

Forfatterweb - et tilbud fra bibliotek og skole
Portræt af Frank Jæger 


Bibliotekar Lisbeth Roed, 12/9 2002 / opdateret  23.5.2011 af bibliotekar Anne Birgitte Hundahl, Vejle Bibliotekerne. 

24 maj.02

Bogdetaljer

Secondary title
Gyldendals bekkasinbøger
Forlag
Gyldendal
Faustnummer
01498746
ISBN
9788700225268
Antal sider
130

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer