Bog

Den store månebog

Af (
2019
)

Anmeldelse

Den store månebog af Lars Henrik Aagaard

20 maj.19

Den spændende historie om månen fortalt så levende og instruktivt, at den vil tiltale videbegærlige børn og deres voksne.

Bogen kommer omkring mange aspekter lige fra månens og jordens dramatiske fødsel over månens betydning for mennesket og helt frem til den uendeligt fjerne fremtid, hvor månen og jorden vil blive opslugt af solen.

Forfatteren er videnskabsjournalist og har skrevet flere populærvidenskabelige bøger om naturvidenskabelige emner. Han er en glimrende formidler, der formår at forklare indviklede videnskabelige fænomener uden at overforenkle, så de bliver spændende læsning for børn. De mange flotte illustrationer er velvalgte og medvirker til at anskueliggøre teksten.

Månen har den fordel, at den kan ses med det blotte øje, og det satte gang i vores forfædres fantasi og affødte skrøner om varulve m.m., men allerede de gamle grækere lavede nogle videnskabelige beregninger, der ligger tæt på det, vi ved i dag. Nu ved vi en hel del mere om månen. Selv om den er et ugæstfrit sted, har astronauter betrådt den og taget prøver med hjem, og rumfartøjer har fotograferet månen fra flere sider.

Vi ved nu, at månen gemmer på dyre og sjældne metaller, og endnu vigtigere et specielt brændstof, som vil kunne sikre jordens fremtidige energiforsyning. Der har ikke været astronauter på månen siden 1972, men videnskabsfolk er naturligvis meget interesserede i at genoptage månerejserne. Der er mange tekniske problemer, der skal løses, og det bliver meget dyrt, men belønningen på langt sigt vil være uendelig stor. Endelig er der måneturismen, der indtil videre er forbeholdt nogle få, hovedrige mennesker. Månen er desuden interessant som et springbræt til at komme til Mars.

Det er fint, at forfatteren både får de lange og de korte perspektiver med. Det er umiddelbart spændende med rumrejser, men endnu vigtigere at vide, at månen er en væsentlig forudsætning for livet på jorden og måske endda jordens redning i en ikke så fjern fremtid. Om en milliard år er mennesket en saga blot, men alligevel er det interessant og tankevækkende at læse om nogle af de store forandringer i vores solsystem i det svimlende fjerne perspektiv.

Selv om forfatteren henvender sig direkte til børn, er bogen en udmærket introduktion for voksne og en fin bog til oplæsning og samtale i familiens skød.

Bogdetaljer

Forlag
People's Press
ISBN
978-87-7036-236-8

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer