Bog

Den røde glente

Af (
2022
)

Anmeldelse

Den røde glente

16 maj.22

Forbrydelse og kærlighed på Helgenæs i underholdende roman om uforløst kærlighed og kunstens altopslugende kraft.

Elsebeth Egholm er tilbage på Djursland og har med denne roman skrevet en medrivende fortælling om sorg, fortielser og fortidens hemmeligheder.

Da Sally mister sin mand, opdager hun, at hans store armbevægelser med firmaet i virkeligheden har dækket over økonomisk ruin. Hun må sælge huset i Aarhus og beslutter sig modvilligt for at flytte ind i sommerhuset på Helgenæs i området, hvor hun selv er vokset op.

Her bliver hun uundgåeligt konfronteret med den fortid, hun gennem alle årene har kredset omkring, og som det aldrig er lykkedes hende at huske i sin helhed. Heller ikke nu, til trods for at alle omkring hende synes at vide meget mere om det, som skete dengang til festen, end hende selv.

Selv hendes søster synes at have hemmeligheder, som involverer Sallys venner og måske også hendes mand? Sally føler sig mere og mere fremmed i sit eget liv og er langsomt ved at miste sig selv til traumets mørke.

Det chokerende møde med ungdomsflammen Silas, som nu er en verdensberømt kunstner og netop tilbagevendt fra Frankrig, bringer fortiden op til overfladen. Voldtægten, som hun blev udsat for, men skamfuldt har fortrængt, og Silas, som ønsker hævn for at være udnævnt som gerningsmand.

De indleder et forhold, som truer med at opsluge dem helt, men da endnu en forbrydelse finder sted, og Silas bliver anholdt, tager Sally langt om længe en afgørende beslutning om at handle på det som skete dengang.

Egholm leverer en velskrevet roman med saft og kraft om kunstens og kærlighedens sødme og fortidens bitterlige hændelser. Sally er en vægelsindet og selvudslettende karakter, og forfatteren beskriver, hvordan man som offer påtager sig skylden for den forbrydelse, man har været udsat for.

En rigtig god, barsk og gribende bog til listen med sommerferielæsning.

Bogdetaljer

Forlag
People's
Faustnummer
62356456
ISBN
9788772386898
Antal sider
407

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer