Bog

Den perfekte mand - en selvbiografi

Af (
2009
)

Anmeldelse

Den perfekte mand - en selvbiografi : roman af Torben Munksgaard

25 jan.10

Underholdende og løgnagtig fortælling om ung forfatter, der lokkes ud i den største livsløgn af alle: at påtage sig en anden mands identitet.

Bogen iscenesættes som en selvbiografi. Hovedpersonen hedder Torben, som forfatteren selv, og der er mange lighedspunkter til Torben Munksgaards egen biografi. Fantasi og virkelighed blandes i en finurlig leg med genre og identitet.

I bogens begyndelse bliver hovedpersonen, Torben, kontaktet af en ung kendt tv-værtinde, Therese, som han kender fra studietiden. Han falder pladask for den smukke diva, der med sine manipulatoriske evner får ham overtalt til at spille rollen som kæresten Emil, den perfekte mand. Torben indlever sig i rollen til det nærmest uudholdelige - en rolle, der ikke falder ham svært, løgnen har været hans tro følgesvend gennem det meste af livet.

Bogens koncept minder om Munksgaards debut, ’Retrograd’ (2007), hvor en midaldrende parcelhusejer beslutter sig for at blive yngre. I begge bøger eksperimenteres der med identiteten, mulighederne for at gøre livet om, skabe en ny virkelighed og gå i en anden retning end forventet – og det er bestemt ikke uinteressant!

Samtidig er man godt underholdt i Munksgaards drilske selskab. Munksgaard er velskrivende, rap i replikken og sarkastisk, så det driver. I ’Den perfekte mand’ er det universitetshumanister, mediefolk, forfattere og kritikere, der står for skud - undertegnede går heller ikke ram forbi!

Heldigvis bliver jeg næsten ikke fornærmet og anbefaler gerne denne fabulerende og rappe bog.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt & Ringhof
Faustnummer
27969380
Graphic
Leo Scherfig/Legalizer
ISBN
9788711436752
Antal sider
220

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer