Bog

Den magiske søvn

Af (
2022
)

Anmeldelse

Den magiske søvn : en fascinerende guide til en verden af hvile

07 okt.22

Spændende bog om søvnens magiske univers vil begejstre hele børnefamilien. Sluk skærmen og læs bogen sammen, når det bliver sengetid.

Godnat og sov godt! Så let slipper forældre sjældent, når klokken nærmer sig sengetid. Så hvorfor ikke bruge tiden fornuftigt med lidt godnatlæsning om søvnens magiske univers, som både er lærerig og underholdende på samme tid?!

'Den magiske søvn' inviterer læseren ind i en verden af forunderlige fakta om søvn hos mennesker og dyr. Planter sover sågar også. Hvad sker der i kroppen, når du sover eller ikke får nok søvn? Bliv klogere på sovestillinger, søvnfaser og hvorfor vi drømmer eller har mareridt. Bogen giver også et historisk rids af tidligere tiders søvnritualer, sengevaner og overtro. I bogens forord fortæller søvnvejleder Mikael Rasmussen kort om vigtigheden af, at børn får sovet nok.

Bogen formidles på en både sød og sjov måde og er i øjenhøjde med målgruppen med sine korte faktuelle tekster og en flot fængende billedside. Der er også indlagt små sjove quizzer undervejs, ide til en drømmedagbog og gode råd om mad og skærmforbrug før sengetid.

Forfatteren Vicky Woodgate bor sammen med to søvneksperter, kattene Mimi og Moka, og det var dem, der gav hende ideen til bogen. Derfor er det også en sød kat, som viser vej gennem bogens mange spændende emner.

'Den magiske søvn' er en skøn fagbog, der kan bruges som godnatlæsning for de mindre børn, hvor man som forælder også selv bliver klogere på emnet, og den er også oplagt til selvlæsning for store børn. Desværre tror jeg ikke, at bogen virker søvndyssende, men man kan jo håbe, at ungerne får øjnene op og i for, hvor elementær vigtig søvn er for vores helbred og velbefindende.

 

Bogdetaljer

Secondary title
en fascinerende guide til en verden af hvile
Forlag
Bolden
Oversætter
Sara-Luise Pedersen
Faustnummer
62661054
ISBN
9788772056487
Antal sider
72

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer