Bog

Den magiske boghandel - Tilly og bogvandrerne

Af (
2020
)

Anmeldelse

Den magiske boghandel - Tilly og bogvandrerne af Anna James

01 okt.20

Forrygende debutroman om forældreløse Tilly åbner døren til bøgernes magiske verden.

“Bogvandring er evnen til at bevæge sig omkring i bøgernes verden, og det er meget få læsere der kan gøre det; man kan sige at vi kan læse lidt mere intenst end de fleste mennesker kan”.

Mathilda Pages’ mor forsvandt uden nogen spor, da Mathilda, kaldet Tilly, kun var en baby, og Tillys far døde, før hun blev født. Den 11-årige bogelsker Tilly er opvokset hos sin mormor og morfar, der ejer Pages & Co., en boghandel i det nordlige London. Skoleferien ligger foran Tilly, og hun savner i den grad spænding, da hun ikke mener, at der findes ordentlige eventyr i det virkelige liv.

En dag hvor Tilly sidder og læser, står Anne Shirley fra bøgerne om ’Anne fra Grønnebakken’ samt Alice fra ’Alice i Eventyrland’ pludselig i boghandlen. Efterfølgende besøger Tilly både Anne og Alice i deres bøger, og hun opdager, at hun kommer fra en familie af bogvandrere. Bogvandrere er en betegnelse for mennesker, der bruger "bøgernes naturlige magi" til at rejse rundt i litteraturen og bringe karakterer fra historierne ind i den virkelige verden. Sammen med sin skolekammerat Oscar får Tilly opfyldt sit ønske om at komme på eventyr, særligt da Tillys morfar præsenterer dem for Underbiblioteket, hvor bibliotekaren Enoch Chalk kender alle biblioteker og boghandlere i verden for derigennem at kunne holde styr på alle verdens bogvandrere. Men han har et horn i siden på Tillys familie og har haft det lige siden, Tillys mor Bee forsvandt. Han prøver på alle måder at sætte en stopper for Tilly og Oscars eventyr. Og intet er, som det ser ud til.

’Tilly og bogvandrerne’ er første bind i en trilogi, og det er en virkelig fin debut. Bogen henvender sig til en lidt yngre målgruppe end bøger som Michael Endes Den uendelige historie, som de fleste kender, Cornelia Funkes trilogi ’Inkheart’, hvor karaktererne læses ud af bøgerne, eller den engelske serie ’The Forbidden Library’ af Django Wexler, hvor der også optræder masser af særdeles opfindsomme intertekstuelle referencer.

’Den magiske boghandel’ er en bog på næsten 400 sider, så den kræver en forholdsvis modig læser, men kompleksiteten og sproget henvender sig til den yngre målgruppe, og derfor vil bogen være særdeles velegnet til højtlæsning. Jeg glæder mig meget til næste bind.

Bogdetaljer

Forlag
HarperChildren
Oversætter
Mich Vraa
Faustnummer
48718019
ISBN
9788771917406
Antal sider
394

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer