Bog

Den engelske spion

Af (
2016
)

Anmeldelse

Den engelske spion af Daniel Silva

04 jan.17

Stilsikker spændingsroman med en velkendt spion i frontlinjen.

Gabriel Allon har egentlig så småt trukket sig tilbage fra de livsfarlige missioner, han tidligere har været hovedkraften i. Chiara venter tvillinger, og fødslen nærmer sig med hastige skridt. Dette er endnu en grund til at holde sig i baggrunden og nøjes med rollen som chef for Tjenesten. Men da en bombe sprænges på det skib, der har besøg af et tidligere medlem af den britiske kongefamilie, bliver Gabriel atter bedt om hjælp. MI5 formoder, at gerningsmanden er den kendte irske terrorist Eamon Quinn; en mand, Gabriel har et personligt udestående med. Gabriel er dog klar over, at han på ingen måde kan klare opsporingen og elimineringen af Quinn alene. Så atter en gang slår han pjalterne sammen med Christopher Keller, der også har gammel gæld, der skal opgøres med Quinn. Spørgsmålet er blot, om spionchefen, lejemorderen og MI5 kan fange terroristen, før næste bombe sprænges.

Seriens 12. bog er lige så hæsblæsende, medrivende og nervepirrende som de øvrige bind. Som vanligt foregår der meget; mange ender skal samles, og mange personer skal følges. Men alt går op i en højere enhed, og det hele giver mening til sidst. Der er mange personer, der går igen fra de tidligere bøger om Allon, og der er mange henvisninger til tidligere begivenheder, derfor vil det være en fordel at have læst en del af de øvrige bøger. Hvis man ikke ønsker at læse alle bøgerne, kan man starte med ’Vatikanets mand’, der er seriens første bog. Den giver et godt indblik i Allons fortid. Derefter kan man læse seriens tiende bog, ’Den engelske pige’, der introducerer både Christopher Keller og Madeline Hart, der begge har en stor rolle i denne bog.

Denne serie kan helt klart anbefales til læsere af gode spionromaner. Er man til Frederick Forsyth, Jack Higgins eller Clive Cussler, så vil disse actionfyldte romaner lige være sagen. 

Bogdetaljer

Forlag
HarperCollins Nordic
Oversætter
Dorthe Klyvø
Faustnummer
52608589
ISBN
9788771910254
Antal sider
463

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer