Bog

De urolige

Af (
2016
)

Anmeldelse

De urolige af Linn Ullmann

17 aug.16

Den selvbiografiske roman løftes til nye højder, når Linn Ullmann med sit lyriske sprog skriver om sin opvækst, kærligheden mellem sin berømte forældre og farens sidste tid.

”At se, at huske, at begribe”. Sådan begynder Linn Ullmann sin fantastiske roman om sine berømte forældres kærlighed, den norske skuespiller Liv Ullmann og den svenske filminstruktør Ingmar Bergman. Via sansning, erindring, dokumentarisk materiale og refleksioner skriver hun om sin opvækst og sit forhold til de ofte ret fjerne forældre. Forholdet til faren fylder mest, og vi følger ham især tæt de sidste måneder, inden han døde i 2007 i Hammars på sin elskede ø, Fårö. Det er skrevet med indlevelse, ømhed og forståelse. Hun formår at løfte den selvbiografiskeroman til nye højder bl.a. ved at gå i dialog med klassikere, men også med sit klare lysende og lyriske sprog. Romanen er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2016.

Linn blev født i 1966 og var Ingmar Bergmans niende barn og Liv Ullmanns første og eneste. Der var kærlighed ved første blik, men de blev aldrig gift. De var arbejdskammerater for livet. Liv kom mellem kone nummer fire og nummer fem. Faren var 48 år og moren 27 år, da Linn blev født. Efter tre års samliv rejste moren til Norge igen, men hver sommer var Linn en måned på Fårö. Her så hun tidligt en masse film, og her fik hun indsigt i farens liv, temperament, regler og værdier.

Da Ingmar var 87 år opstod ideen om, at far og datter skulle skrive en bog sammen om at blive gammel. Linn skulle stille spørgsmålene og faren svare. Da var han stærkt ældet, men han blev tændt af at have en plan. Udskrifterne af samtalerne er med i bogen og også historien om, at båndene blev forlagt og først fundet år senere. Der er gribende afsnit om farens sidste tid og det nære forhold, de fik.

Romanen har helt sin egen dramatiske komposition og springer elegant mellem pigen, teenageren, den voksne kvinde og selv mor, forholdet til forældrene samt forældrenes forhold til hinanden. På et tidspunkt bor hun i New York og er omgivet af barnepiger, fordi moren har travlt med sin karriere. Hun kan ikke lide at være barn, og hun kan ikke lide andre børn. Det gør hende tidligt voksen.

Uroen er til stede hos pigen som et stærkt savn efter morens nærvær. Farens uro og indre dæmoner resulterer i streng daglig disciplin. Hos moren giver det sig udslag i tyndslidte nerver.

Romanen vidner om grundig research i begge forældres liv og kunstneriske produktion og er båret af viden om klassikerne. Alt er næret af ømhed og kærlighed til de forældre, der tilsyneladende aldrig selv blev voksne. Det er et mestergreb at gøre som Marcel Proust gjorde i sit værk: ”På Sporet af den tabte tid” at fortælle om sit yngre jeg ud fra et ældre jeg. Her bliver hun bare kaldt pigen, hvilket giver plads til åbenhed og refleksioner. Mest betaget er jeg af, at pigens oplevelser og sansninger er så levende, så de går direkte ind i nervebanerne. En kæmpelæseoplevelse på flere niveauer venter i dette tredobbelte kunstnerportræt af en pige og hendes verdensberømte forældre.

Analyse

Ullmann, Linn - De urolige

Kunstnerroman? Opvækstroman? Selvbiografi? Linn Ullmanns roman 'De urolige' er svær at rubricere, men det er heller ikke nødvendigt. Den fungerer nemlig på sine helt egne præmisser.

'De urolige' (2016) er en righoldig roman, også hvad angår mængden af temaer. Linn Ullmann kommer vidt omkring - lige fra forskellen på kvindelige og mandlige kunstneres muligheder, kunstens betydning for individet, portrættet af en opbrudt familie og til de store ændringer i livet: det at blive voksen og det at møde døden.

Baggrunden for 'De urolige' er interessant nok ikke skønlitterær. Romanen udspringer af et helt andet projekt, nemlig en samtalebog, som Linn Ullmann ville skrive sammen med sin far, den svenske filminstruktør Ingmar Bergmann. Den 87-årige far, der var ideens ophavsmand, blev imidlertid så alderssvækket, at projektet aldrig blev afsluttet, og efter Bergmanns død lagde Ullmann optagelserne til side. Syv år senere, da farens død var kommet på afstand, fandt Ullmann imidlertid båndene frem og begyndte at transskribere dem. Enkelte af disse samtaler kom med i 'De urolige', hvor de både danner baggrund for forskellige barndomserindringer og giver et både nådesløst og smukt blik på alderdommen og døden.

Kærligheden og sansningerne 

'De urolige' udforsker som sagt overgangene - både mellem barn og voksen og mellem livet og døden. De to temaer hænger intimt sammen, idet det netop er farens død, der udløser erindringen om opvæksten og forældrene. På den måde er 'De urolige' faktisk en fortælling om tre menneskers liv. Moren, skuespillerinden, faren, instruktøren og datteren, der bevæger sig frem og tilbage imellem dem. Forældrene har nemlig aldrig levet sammen, og der findes ikke et eneste billede af de tre sammen, eller det gjorde der ikke før nu. 'De urolige' tegner nemlig selv det portræt, hovedpersonen savner. Når det fremstilles sådan, kan det lyde som om, 'De urolige' først og fremmest er en roman om en opløst familie og bedre bliver det ikke af, at forældrene begge havde viet sig til kunsten og til tider tillagde den mere betydning end deres fælles datter eller at deres datter voksede op på evig rejse - mellem morens forskellige bopæle og mellem dem og den ø, hvor hun tilbragte sine somre sammen med faren. Det er ikke for ingenting, at Ullmann har kaldt sit værk 'De urolige'.

Det vil imidlertid være en fejl udelukkende at se romanen som en opgørsroman. I bogens begyndelse skriver fortælleren selv, at det i virkeligheden er en bog om ”tre kærligheder”, nemlig den kærlighed, der opstod mellem hendes mor og far, hendes kærlighed til forældrene og til sidst - kærligheden til et sted, Hammars på øen Fårö nord for Gotland, hvor fortælleren tilbragte en måned om året sammen med sin far.

At 'De urolige' er en kærlighedsroman, selvom det er en bidsk og barsk en af slagsen, understreges af den kærlighed, der er lagt i sproget. Som efter farens død, hvor fortælleren beskriver hans fødder således:

”Jeg tænker på alle de schatteringer af blåt der drev frem over hænderne og fødderne og dele af ansigtet, da der kun var dage eller timer tilbage af livet. Blåmarmorering, kaldes det. Han blev noget, også da han ophørte med at være. Ved marmorering blandes to eller flere farver til et marmorlignende mønster og forvandler en overflade - sten, papir, træværk, hud - til noget andet end det den er eller var".

Ullmann kombinerer her et nådesløst detaljeret blik på den døende krops ændringer, med et sprog der hæver beskrivelsen fra ”videnskab” til lyrik. Dette understreger at romanen mere handler om sansninger og erindrede sansninger end om en eller anden form for objektiv ”sandhed”.

Erindringens anatomi

Romanens opbygning hænger intimt sammen med både temaerne og titlen. Den uro, der har givet romanen sit navn, genfindes på kompositionsplan, hvor små poetiske kapitler blander sig med sansemættede afsnit fortalt af en jeg-fortæller, transskriberede samtaler med faren og fortællinger i tredje person. Selvom der står ”Roman” på forsiden bliver 'De urolige' dermed svær at genrebestemme, og det er måske en pointe i sig selv. Læseren får aldrig lov til blot at læne sig tilbage og slappe af, men bliver holdt i en tilstand af reflekterende uro, der spejler romanpersonernes.

Samme kobling mellem det tematiske plan og kompositionen findes i fortællingens cirkulære opbygning. 'De urolige' bevæger sig fremad, selvfølgelig gør den det, men i cirklende gentagelser, der spejler den fornemmelse af repetition som findes i al erindring. Gentagelserne er selvfølgelig ikke fuldstændige, men indeholder variationer, der viser, hvordan erfaringen og indsigten øges, jo ældre romanens hovedperson bliver.

I det hele taget underbygger opbygningen tekstens karakter af erindring. Som sagt veksles der igennem 'De urolige' mellem en voksen jeg-fortæller og en tredjepersonsfortæller, der betragter den pige, som er en yngre udgave af jeg-fortælleren. For det meste sker fortællerskiftet mellem forskellige afsnit, men andre steder sker det i en enkelt sætning: ”Moren ville opkalde hende efter en dukke hun havde haft som barn. Yndlingsdukken Beate. Jeg ved ingenting om dukken".

Grebet kan minde om Marcel Prousts 'Á la Recherche du temps perdu' (1913-27, da. 'På sporet af den tabte tid', 1932-38), hvor han gennem sit ældre jeg fortæller om sit yngre jeg. Både hos Proust og Ullmann giver denne opbygning læseren et dobbeltblik, der åbner op for både barnets umiddelbare sansninger og den voksnes refleksioner. Samtidig viser formen, hvordan hhv. nærhed og afstand påvirker et minde, og romanen bliver derfor også en fortælling om selve erindringens anatomi.

På denne måde kaster Ullmann et kritisk blik på sit eget projekt, den selvbiografiske roman. 'De urolige' er nemlig ikke hvilken som helst fortælling, men tager udgangspunkt i forfatterens eget liv med de to berømte forældre, film- og teaterinstruktøren Ingmar Bergmann og skuespillerinden Liv Ullmann.

I de seneste år er der kommet en lang række autofiktive romaner, blandt andet fra Ullmanns landsmand Karl Ove Knausgård, der med sit værk 'Min Kamp' (2009-2011) pustede liv i den efterhånden gamle debat om grænserne mellem skønlitteratur og selvbiografi, en debat Ullmanns værk endnu engang gør relevant.

Selvom der står ”Roman” på forsiden af De urolige prydes samme forside af et sløret fotografi af Linn sammen med sin far, Bergmann. Dette fik professor i almen litteraturvidenskab, Marianne Egeland, til i Dagbladet at kritisere forfatteren for at indgå to kontrakter med læseren. Imidlertid løser Ullmann elegant problemet med denne ”dobbelkontrakt”. Allerede på romanens første linje reflekterer hun over spørgsmålet om minders validitet: ”At se, at huske, at begribe. Alt kommer an på hvor du står".

Således understreges det, at romanen er erindring og ikke dokumentarisk - en pointe der styrkes af, at der inde i bogen ikke findes direkte referencer til hverken Linn, Liv eller Ingmar, idet de blot kaldes jeg/pigen, moren og faren.

Dette gør, at 'De urolige' ikke opleves som en udlevering af virkelige personer, men som en fortælling, der godt nok er forankret i en subjektiv erindring, men som ikke er afhængig af den. Som moren, Liv Ullmann udtalte til Dagbladet.no: ”Noe er dikt, noe er løgn, masse er sannhet”.

Når bogen er læst færdig vil man opdage, at hele spørgsmålet måske ikke er så relevant, som debatten kan give indtryk af, eftersom fortællingen i 'De urolige' uden problemer kan stå alene - uden den kendisfaktor, som de berømte forældre ellers giver den.

Kilder, links og centrale værker

01 feb.17

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Karen Fastrup
Faustnummer
45865002
ISBN
9788702203004
Antal sider
408

Tema

Tema

Autofiktion

De seneste år er der udkommet stadig flere autofiktive værker, og de er populære hos læserne, men har også skabt voldsom debat. Vi stiller skarpt på en genre, der bevæger sig mellem fiktion og virkelighed.
Læs mere

Tema

Tema

Norsk litteratur

Norsk litteratur er lige så klar og let at blive afhængig af som det vand, der springer af kilderne i de norske fjelde.
Læs mere

Tema

Mangfoldige familieformer

Litteraturen afspejler nye familieformer og sætter fokus på køn og diversitet, imens skilsmissens realiteter tages under kærlig behandling.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer