Bog

De lange veje

Af (
2003
)

Anmeldelse

De lange veje af Robert James Waller

22 dec.03

Lån bogen på

Jeg tog i sin tid "Broerne i Madison County" i 'forkert' rækkefølge, altså først filmen, derefter bogen af Robert James Waller. En vidunderlig romantisk historie var det. Starten på dén historie er placeret i 1989, hvor Francesca Johnsons børn fortæller hendes historie. Hun er netop død, og love-storyen fortælles ud fra efterladte minder.

Waller blev i årene efter bogen og filmen ofte spurgt: "hvad skete der i de mange år efter den varme sommer i Iowa 1965? Hvad foretog Robert Kincaid sig? Hvad tænkte han?"

Waller endte med at tage udfordringen op, og det blev til efterfølgeren "De lange veje"."Den fortæller jo ingenting", siger nogle af de anmeldelser, jeg har fundet. Måske fortæller den ikke noget handlingsmæssigt, for vi fik jo 'slutningen' i den forrige roman. Men den giver en smuk stemning og en farvemættet skildring af tiden og af den tavse cowboy Robert Kincaid, der har båret billedet af Francesca i sit hjerte i de forløbne 16 år.

Jeg ser Waller som en jazzmusiker, der tager sit instrument og spiller ornamenteringer omkring et tema. Han holder rytmen, tonen (umiskendelig blå…) og mediterer omkring det oprindelige tema, en improvisation fører ham så langt ud, at man næsten ikke kan genkende melodien. En af bogens personer spiller da også meget symbolsk "Autumn Leaves" på sin saxofon.

Den uventede drejning af temaet kommer i skikkelse af en hændelse meget tidligere i Robert Kincaids liv. Han var netop hjemsendt fra militæret efter 2. verdenskrig og mødte en smuk, cellospillende pige, som han satte op bag på sin motorcykel, hvorefter de kørte mod solnedgangen… Nu næsten 30 år efter leder en ung mand efter sin far. Faderen, Robert Kincaid, drager uvidende om sit møde i nær fremtid ud på 'de lange veje' for at få ro i sit sind. Vil han egentlig finde Francesca igen? Ønsker han det?

Utallige er de amerikanske 'road-movies', der har passeret biograflærrederne. Historier om mennesker, der begiver sig af sted ud på de støvede landeveje i en søgen efter et svar. Et svar på hvad? Robert Kincaid starter sin gamle pickup, kalder på sin trofaste hund, der hedder Highway, finder sin allersidste Tri-X film frem og kører ud for at lade livets hjul dreje en sidste gang.

Waller kan skrive, så det er en fornøjelse. Det er afmålt, præcist og drivende af sentimentalitet og pasticher i nøjagtige doser. Det er selve essensen af en romantisk roadmovie i bogform.

Oversat af Alis Friis Caspersen. Cicero, 2003. 188 sider. Kr. 99,-

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Faustnummer
24641880
ISBN
9788777146015
Antal sider
188

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer