Bog

De forsvundne roser

Af (
2019
)

Anmeldelse

De forsvundne roser af Martha Hall Kelly

11 jul.19

Tre kvinders historier krydser hinanden i skyggen af 1. Verdenskrig og den russiske revolution. Dramatisk og letlæst historie hylder venskab, kærlighed og offervilje.

Martha Hall Kelly har fået mange læsere i Danmark med romanen Blomstrende syrener, som fortæller om 3 kvindeskæbner under 2. Verdenskrig. Romanen bygger på virkelige personer, og én af dem er amerikanske Caroline Ferriday, som hjalp en gruppe kvinder fra koncentrationslejren Ravensbrück til USA. I 'De forsvundne roser' er det Carolines mor, Eliza Ferriday, som er en af de bærende karakterer.

Vi møder Eliza Ferriday i 1914 ved en overdådig afskedsfest for veninden, Sofya Streshnayva, som er i familie med den russiske zarfamilie. Sofya og Eliza har mødt hinanden i Paris, og det er planen at Eliza skal følges med Sofya hjem til Sankt Petersborg. Rygterne om krig i Europa bekymrer ikke amerikanerne, for det er ikke noget nyt, og med hensyn til urolighederne i Rusland har de fuld tiltro til, at zaren nok skal slå urostifterne ned, Sofya er overbevist om "at hans støtte til de rige vil sive ned til de fattige.”

Men 1. Verdenskrig bryder ud, og det lykkes for Eliza i sidste øjeblik at vende tilbage til USA, urolighederne i Rusland tager til, mens Sofya og hendes familie forlader Sankt Petersborg og skjuler sig på deres landsted. Her ansætter Sofya Varinka, som er en lokal pige, til at passe sit barn.

Scenen er sat, og vi oplever nu begivenhederne set fra Elizas, Sofyas og Varinkas side frem til 1920, og der tegner sig billeder af vidt forskellige miljøer. Elizas liv i USA, hvor hun er med til at organisere bazarer til støtte for de russiske flygtninge, som lever i største fattigdom i USA, men som i starten bevarer håber om, at de en dag vil kunne vende tilbage til Rusland.

Sofyas overklasseliv i Sankt Petersborg, som bliver afløst af et liv fanget på deres landsted og senere en meget dramatisk flugt mod Paris, og Varinkas liv i fattigdom og vold. Især beskrivelser af det fattige Rusland og revolutionen er ind i mellem meget barsk læsning.

Der er mange personer, at holde styr på og mange sidehistorier, men jeg synes, det er lykkes for Martha Hall Kelly at få alle ender til at mødes. Jeg måtte engang i mellem sluge nogle sproglige kameler, og nogle af hændelserne var måske lidt forudsigelige, men jeg bærer over med det, for historien er oplysende og god, og miljøbeskrivelserne er helt i top.

Martha Hall Kelly fortæller i et efterskrift, at hun har planer om en roman mere med endnu en stærk kvinde fra familien Ferriday – Carolines oldemor – og familiens indsats mod slaveriet og kampen for at kvinder for første gang i Amerikas historie kunne arbejde som sygeplejersker ved fronten.

Bogdetaljer

Forlag
Hr. Ferdinand
Oversætter
Kirsten Heltner
Faustnummer
46658671
ISBN
9788740054033
Antal sider
494

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer