Bog

De flamske maleres hemmelighed

Af (
2004
)

Anmeldelse

De flamske maleres hemmelighed af Federico Andahazi

02 nov.04
Skribent

Læsere, som griber ud efter denne lille roman, tiltrukket af forsidens løfter: gyldentsort renæssanceportræt af ung kvinde, flamske malere og en hemmelighed - vil ikke blive skuffede!

En florentinsk kirkegård en dag i året 1485. En 16-årig dreng bæres til sin grav. Hans mishandlede lig er fundet ude på landet, efter at han har været forsvundet fra sin plejefar og læremesters bolig, den store maler Francesco Montergas værksted.

Hertil kom han som 5-årig, allerede da afslørende et uomtvisteligt tegnetalent. Dét blomstrer hos mesteren, der til fulde behersker forkortningens og perspektivets teknikker - men dybt begærer også at kende den hemmelige opskrift på den såkaldte Colorus in status purus, den r e n e farve. En opskrift, som faktisk er i hans egen varetægt, i et arvet oldtidsmanuskript, men hvis kode han aldrig, trods ihærdige forsøg, har været i stand til at bryde. Og en opskrift, som han tror, hans forhadte kolleger, de flamske malerbrødre van Mander oppe i Brugge må kende, da deres farver er af en overjordisk lysende klarhed. Disse misunder til gengæld ham hans sublime tegnekunst.

Om dette nidkære, rivaliserende forholds endelige opgør handler bogen. Efter flere drabog en gådefuld ung kvindes på én gang blufærdige og erotiserende mellemkomst kommer løsningerne rullende til den åndeløst læsende; undervejs hører vi om tilberedningen af olie- og temperafarver, maleriets opbygning, datidens alkymistiske tanker. Om Brugge, hint stolte og betydningsfulde nederlandske handelscentrum, som allerede da var en hensygnende stad pga. en tilsandet indsejling.

Ikke at der dvæles; der skrides raskt frem i et ligetil sprog, hvorfor der bestemt ikke er tale om nogen elitær bog. Men evident er det, at den argentinske forfatter er yderst vel inde i europæisk (kunst- og idé)historie. At også den skønne kunst iblandt er blevet til på en baggrund af dystre mysterier, ambitioner, hensynsløshed og svig, fortæller han her med opdigtede personer, men i autentisk regi, hvor et djævelsk plot males op og får sin aldeles logiske løsning på de sidste sider.

En mere skarpsindig læser end undertegnede kunne have regnet den ud, thi alle spor er lagt ud i god overensstemmelse med den bedste kriminalroman.

Oversat af Hans H. Rasmussen. Gyldendal, 2004. 182 sider. Kr 248,-
Læs mere om kunstnere i litteraturen

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
25225341
ISBN
9788702020786
Antal sider
182

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer