Bog

Før de bliver hængt

Af (
2016
)

Anmeldelse

Før de bliver hængt af Joe Abercrombie

25 apr.16

Andet bind i den fabelagtige og stort anlagte fantasyserie ’Den første lov’ er god og gedigen fantasy for voksne på dansk. Voldsomt underholdende og vanedannende.

Dette andet bind fortsætter umiddelbart efter, første bind sluttede, og man er simpelthen nødt til at have læst bind et for at kunne følge med. Det er meget nærliggende at sammenligne Abercrombies serie med ’Game of Thrones’, og der er da bestemt også adskillige ligningspunkter, først og fremmest intrigerne og den eviggyldige kamp om magt, men naturligvis også de barske beskrivelser og det ligefremme sprog. Abercrombie er dog helt sin egen, og hans historie er fermt strikket sammen af flere inspirationskilder. Tolkien spøger naturligvis kraftigt i baggrunden og ligeledes hele ’Dragonlance-universet’, men trods disse forbilleder fremstår denne fantasyserie som både fornyende og forfriskende anderledes. Sproget og universet er voldsomt og blodigt, og det hele bliver serveret med en konstant lurende barsk humor.

Unionen, som er blevet svag af vellevned og korruption, trues af nordboere under ledelse af den brutale Bethod. Hans styrker er trængt dybt ind i Angland, hvor de spreder død og ødelæggelse.

Major Vester bliver sammen med en uduelig hurtigt sammenflikket hær, under ledelse af den helt umulige tronarving, sendt til egnen for at stoppe invasionen. Samtidig bliver inkvisitor Sand dan Glokta beordret til den fjerntliggende handelsby Dagosta, som trues af den gurkhiske kejsers invasionsstyrker, hvor byens inkvisitor er forsvundet på mystisk vis. Gloktas opgave er at holde stand mod kejseren så længe som muligt og at finde en forklaring på, hvad der egentlig foregår.

Unionen er således i krig på flere fronter, hvilket aldrig har været nogen god idé, men den gamle troldmand Bayaz kan muligvis finde en krigsafgørende magisk sten.Han er draget til Det gamle Imperium sammen med en gruppe dristige eventyrere, deriblandt nordboen Logen Nifinger, den mystiske kvinde Ferro, og sværdmesteren Jezal, men deres færd besværliggøres af, at ingen af hans rejsefæller kan døje hinanden.

Abercormbies serie er en af disse komplette og mangfoldige historier, hvor man skal man være dybt koncentreret i læsningen for at have en chance for at forstå den komplicerede og udspekulerede handling. Det vrimler med personer og steder, og handlingen afbrydes hele tiden af tilbageblik og gamle historier og hele tiden med fokus på de forskellige hovedpersoner.

Historien bliver, på trods af mangelen på især drager og elverfolk. endnu mere fantasy i dette bind, fordi heltene er på en klassisk søgen efter et bestemt mål, men Abercrombies fortælling bliver med de mange sidehandlinger til meget mere end det. Især de mange vidt forskellige personer er voldsomt vedkommende og interessante, og baggrunden med noget ukendt djævelskab og glemt magi er i den grad med til at løfte spændingsniveauet.

Oprindeligt skrevet af Arne Larsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Secondary title
Den første lov, nr. 2
Forlag
Gyldendal
Oversætter
Poul Bratbjerg Hansen
Faustnummer
52362733
ISBN
9788702170634
Antal sider
684

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer