Bog

Corto Maltese - skrumpehoveder og voodoomasker

Af (
2019
)

Anmeldelse

Corto Maltese - skrumpehoveder og voodoomasker af Hugo Pratt

03 jan.20

Corto Maltese er på eventyr i Sydamerika i tre medrivende historier af mesteren Hugo Pratt.

Forlaget Faraos genudgiver tre af italienske Hugo Pratts korte historier om sømanden og eventyreren Corto Maltese i et flot nyt bind, som udspiller sig i Sydamerika i de første årtier af det 20. århundrede. Det er klassisk Pratt, med udsøgt sans for detaljen og personskildringerne.

Med ’Skrumpehoveder og voodoomasker’ foreligger alle 21 korte historier, som Hugo Pratt nåede at tegne med Corto Maltese, nu endelig i nye flotte udgaver (tidligere er udgivet fem bind med de resterende historier). I 'Hoveder og svampe' følger Corto og hans gamle ven professor Steiner i sporene på en mislykket ekspedition ind i amazonjunglen på jagt efter det sagnomspundne Eldorado. I 'Banankrigen' befinder vi os i Honduras, hvor Corto rodes ind i konflikten mellem USA og honduranske oprørere. Endelig rejser Corto i ”Voodoo for præsidenten” til den lille ørepublik Port Ducal, hvor mørke politiske kræfter – og sort magi – er på spil. Undervejs møder vi bl.a. den mystiske troldkvinde Gyldenmund og den ligeså gådefulde femme fatale, Venexia Stevenson, to af Hugo Pratts mest uforglemmelige kvindelige figurer.

Som altid med Hugo Pratt skal man nogle gange holde tungen lige i munden for at følge handlingen. Læseren præsenteres ikke kun for et omfangsrigt og evigt fascinerende persongalleri, hvor folk sjældent er, hvad de giver sig ud for at være, men også for en verden, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed hele tiden er til forhandling. Heldigvis behersker Pratt kortformen til perfektion, og formår med ganske få visuelle og fortælletekniske virkemidler at skabe et helstøbt, stemningsfyldt univers. Og, ja, så er han bare pokkers god til at fortælle en medrivende historie.

De tre historier i ’Skrumpehoveder og voodoomasker’ blev senest udgivet i 1991 i et farvelagt samlebind under titlen ’Voodoo for præsidenten’ på Carlsen Comics. I denne nyudgivelse har Forlaget Faraos - ligesom i tidligere bind – bibeholdt Pratts oprindelige sort/hvide-tegninger, ligesom historierne også denne gang er blevet nyoversat og forsynet med et forord af Lorens Juul Madsen.

Bogdetaljer

Forlag
Faraos Cigarer
Oversætter
Lorens Juul Madsen
ISBN
978-87-93766-22-8

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer