Bog

Claras krig

Af (
2010
)

Anmeldelse

Claras krig af Clara Kramer

13 jun.10

De fleste har sikkert hørt om Anne Frank - den jødiske pige som sammen med sin familie skjulte sig for nazisterne i flere år, før de blev afsløret, og hvis dagbog er blevet udgivet som bog og filmatiseret flere gange. Med 'Claras krig' vil navnet Clara Schwarz komme til at stå lige så stærkt i folks bevidsthed, for her er tale om en mindst lige så gruopvækkende og samtidig fantastisk historie som Anne Franks.

Clara bor sammen med sin familie i den polske by Zólkiew, hvor jøder lever dør om dør med polakker i al fredsommelighed. Da 2. verdenskrig bryder ud, føler familien sig heldige over at de ender i den russisk besatte del af landet, for selvom russerne også er antisemitter, er de dog bedre stillet med kommunismen end med nazisternes jødeforfølgelse, som de har hørt om fra familie og venner. Så da tyskerne bryder ikke-angrebspagten med Stalin, må familien enten tage til den visse død i ghettoen eller skjule sig. Men hvor?

 

 

Hjælpen kommer fra uventet kant, idet Volksdeutscheren Beck tilbyder at skjule dem i sin kælder. Han er sortbørshandler, alkoholiseret og antisemit, men mener trods alt ikke at det er i orden at slå jøderne ihjel. Beck påtager sig sammen med sin hustru Julia og datteren Ala ansvaret for 18 mennesker, der i de næste to år lever under guldbrædderne i deres hus.

 

 

Claras mor forlanger, at Clara skal skrive dagbog under hele forløbet, og selvom Clara var heldig at overleve, mens så mange andre døde, var det bestemt ikke omkostningsfrit. Tiden i kælderen er fyldt med lidelse og sult, men også med stor kærlighed. Både til familien omkring hende, men bestemt også til familien Beck som risikerede alt for nogle fremmede.

 

 

'Claras krig' fortæller om nogle menneskers ufattelige grusomhed og andres ufattelige mod. På et tidspunkt bliver Claras søster opdaget udenfor huset af to drenge, som afslører hende for nazisterne.

"Jeg vidste ikke, hvad de havde gjort mod hende, og hvor meget hun havde lidt. Men jeg vidste, at det var sket for øjnene af snesevis af mennesker, der var kommet ud af husene på grund af branden. Det var sket i vores eget kvarter, hvor enhver kendte og elskede hende. Beck'erne havde truffet det valg at risikere deres liv for at redde os, men det eneste, Tilzer havde skullet gør, var at se den anden vej, og så havde min søster stadig været i live."

Claras historie er rystende og overvældende læsning. Ud af Zólkiews 5000 jøder overlevede kun ca. 50! Jeg sad flere gange med tårer i øjnene og havde svært ved at forstå, hvordan mennesker kan gennemgå noget sådan og alligevel fortsætte. I dag er Clara medstifter af Holocaust Ressource Foundation, og hendes dagbog indgår i den permanente samling på United States Holocaust Memorial Museum. Hendes historie er et vidnesbyrd om nazisternes grusomme gerninger, og bør alene af den grund læses af alle, så ingen nogensinde kan påstå, at holocaust ikke fandt sted.

 

 

Bogdetaljer

Secondary title
Claras krig : en piges dramatiske kamp for at overleve
Forlag
Gad
Oversætter
Lars Rosenkvist
Faustnummer
28110723
ISBN
9788712045199
Antal sider
367

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer