Bog

Brooklyn blues

Af (
2002
)

Anmeldelse

Brooklyn blues af Colin Harrison

01 maj.03
Skribent
Lån bogen på

"Brooklyn blues" er historien om den 35-årige velhavende enke- og forretningsmand, Jack Whitman, som indleder et forhold til den udmattede mor på flugt, Dolores.

Dolores og datteren Maria møder Jack helt tilfældigt i undergrundsbanen i New York, og han kan ikke stå for de kaffebrune øjne. Det viser sig selvfølgelig, at hun ikke er alene i verden, men er på flugt fra, hvad Whitman tror, er en voldelig ægtemand.

De følelser, som Whitman kanaliserer over på Dolores og barnet, har han i overskud, efter hans egen kone og ufødte barn blev skudt i et narko-shootout flere år tilbage. Denne personlige tragedie hjemsøger ham oftere og oftere i mareridtsagtige drømme, og han savner i den grad et kærlighedselement i sin tilværelse.

Jack Whitman er succesrig konsulent i et mediekonglomerat, som kan konkurrere med selv de største. Under hemmelige forhandlinger om sammenlægning med en tysk-japansk konkurrent involveres Jack i de interne intriger og magtopgør. En vicechef har planer om at bruge forhandlingerne som brækjern for at få fjernet den gamle hanelefant fra chefstolen, og han kan fikst bruge Jack som joker i det spil. Jack aner faren, men er ikke i stand til at sige fra. Knivene fra kollegerne mærkes allerede i ryggen. En benhård kamp om indflydelse på forhandlingerne og den fremtidige positionering i firmaet er i fuld gang.

Disse to handlingselementer kører ad parallelle spor, men krydser efterhånden indover hinanden i flere og flere desperate forløb. Jacks forsøg på at redde Dolores tilværelse - hun trænger egentlig ikke til at blive reddet, men blot at komme væk fra manden - involverer flere opgør med Victor, som Dolores skjuler sig for. Problemet er, at han ikke kan gennemskue omfanget af bedraget. Og netop som han ser en mulig løsning, overhaler skæbnen ham indenom, og han er tilbage ved scratch. Indbegrebet af en tragisk helt. En ægte Blues.

"Brooklyn blues" (1993) er Colin Harrisons anden bog, og den tredje som oversættes til dansk. Den fremragende "Manhattan Nocturne" og gode "Efterspil" er allerede blevet oversat. Den første, han skrev tilbage i 1990, er endnu ikke oversat til dansk.

Colin Harrison er en formidabel spændingsforfatter, som bare bliver bedre for hvert udspil. "Brooklyn Blues" er ikke hans bedste, "Manhattan Nocturne" er endnu bedre, men denne kan rigtig godt bruges til at slå tre underholdende timer ihjel med.

Oversat af Mich Vraa. Centrum, 2002. 494 sider. Kr. 329,-

Læs anbefalingen af Efterspil

Bogdetaljer

Forlag
Centrum
Faustnummer
24377938
ISBN
9788758313276
Antal sider
494

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer