Bog

Bølgerne

Af (
2011
)

Anmeldelse

Bølgerne af Virginia Woolf

23 maj.11

Usædvanlig lyrisk fortælling om en gruppe venner der holder sammen livet igennem – oplevet gennem indre monologer og uden ydre handling.

Seks venner (tre piger og tre drenge) knytter venskab fra den tidlige barndom og følges livet igennem. De observerer hinanden, spejler sig i hinanden og forsøger at finde sig selv, indpasse sig i livet og i hakkeordenen.  Det er meningsløst for ikke at sige umuligt at beskrive et egentligt handlingsforløb, da det er personernes indre følelsesliv, der ”udgør” handlingen.

Historien er blottet for ydre handling og alt opleves gennem de seks personers bevidsthedsstrømme af tanker og følelser, som springer hid og did i skønsom tilfældighed. De forskellige indre stemmer er til tider svære at skelne fra hinanden, men Woolf hjælper læseren på vej ved at starte hver indre monolog med at nævne "tænkerens" navn: ”Jeg ser en bleggul flise”,sagde Susan, ”der breder sig ud til den støder på en lilla stribe”. De skiftende synsvinkler belyser de samme situationer og deres indbyrdes forhold til hinanden flerdimensionelt – det er øjet som ser, der afgør hvad der er sandt.

Det føles til tider som der er tale om én og samme bevidsthedsstrøm og person, som her hvor Bernard tænker ”Jeg ved heller aldrig, om jeg er mand eller kvinde, Bernard eller Neville, Louis, Susan, Jinny eller Rhoda – så mærkelig er den enes forbindelse med den anden”. Virginia Woolf er kendt og anerkendt for sin skrivestil ”stream of consciousness”, og ’Bølgerne’ må siges at være et absolut nådesløst eksempel på denne teknik.

Naturen har en fremtrædende rolle og beskrives idyllisk. Den både lever sit eget liv (beskrevet i særskilte kapitler), men er en endnu større del af personernes indre sindsstemninger. Naturskildringer med bølger og vand gennemstrømmer hele romanen. Bølger, der som sanseindtryk ruller frem og tilbage i personernes indre og giver os læsere den samme duvende konstante følelse i læseoplevelsen.

Det er den til dato mest usædvanlige og svære læseoplevelse, jeg har været ude for! Fraværet af ydre handling og dialog. Tankestrømme, der virker kunstige og gammeldags men også sært realistiske i deres fantasifuldhed og manglende kronologi. Den lettere kvalmende idyliseren af naturen er pinagtig. ’Bølgerne’ er interessant som et litterært eksperiment i yderste konsekvens. Én lang sanseoplevelse og yderst original. Til forståelse af romanen er der et glimrende forord af Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Oversætter
Anne Marie Bjerg
Faustnummer
28739907
Graphic
Camilla Jørgensen
ISBN
9788763816977
Antal sider
222

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer