Bog

Blodrøde spor

Af (
2003
)

Anmeldelse

Blodrøde spor af Andrew Taylor

19 apr.04

Forlader kriminalassistent Thornhill sin kone og sine børn for at flytte sammen med journalisten Jill Francis? Eller vælger han at blive i sit ægteskab for at opnå den attraktive avancementsstilling, han har søgt?

I de foregående fem romaner, der udspiller sig i og omkring byen Lydmouth med kriminalassistent Thornhill som gennemgående hovedperson, har hans kone Edith spillet en tilbagetrukken rolle. Man har nærmest fået indtrykket af, at hun er en kold og ufølsom kvinde.

Det rådes der bod på i det sjette bind, hvor forfatteren fortæller Ediths historie. Hun er nemlig slet ikke helt så tilfreds med sit ægteskab, som Thornhill tror, og hun har mere end begrundet mistanke om, at han er hende utro. Til gengæld viser hun sig også at være en klog og handlekraftig kvinde.

En af Ediths gamle venner har tilsyneladende begået selvmord. Da hun går til begravelsen, dukker flere af hendes gamle venner op. Det bringer minder frem om den sommer for mange år siden, da Edith forelskede sig i en ung mand, der senere viste sig at være bøsse, og som døde i en usædvanligt tragisk ulykke.
På det tidspunkt var homoseksualitet strafbart i England. Man anså det for at være en sygdom, der kunne behandles og kureres ligesom andre sygdomme, og homoseksualitet var omgærdet med meget hemmelighedskræmmeri.

Da der sker endnu et dødsfald i Ediths gamle vennekreds, og det tydeligvis er mord, er det nærliggende at tro, at det har forbindelse med de begivenheder, der udspillede sig den sommer, som alle de involverede husker så tydeligt.

Ligesom i Elizabeth Georges romanserie om Lynley og Havers er hovedpersonernes privatliv næsten mere interessante end selve krimi-intrigen. Kommissær Thornhill og journalisten Jill Francis har stadig et forhold kørende, men det bliver sværere og sværere for dem at holde det skjult. De er tvunget til snart at tage en beslutning vedrørende fremtiden.

Forfatteren er eminent til at skildre en på overfladen hyggelig og idyllisk engelsk landsby i 50'erne. Under den pæne overflade trives sladder, løgne, fortielser og dobbeltmoral imidlertid i bedste velgående, og derfor er Taylors krimier læseværdige beskrivelser af de kriser og de valg, mennesker udsættes for uanset tid og sted.

Oversat af Ib Poulsen. Klim, 2003. 309 sider. Kr. 339,-

Bogdetaljer

Secondary title
Lydmouth-serien
Forlag
Klim
Faustnummer
25007417
ISBN
9788779552142
Antal sider
309

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer