Bog

Birk og Bjørn er bedste venner

Af (
2019
)

Anmeldelse

Birk og Bjørn er bedste venner af Michael Engler

03 feb.20

Fine og charmerende pegebøger om venskabet mellem en lille dreng og hans yndlingsbamse. ⁠⠀

Her er to hyggelige papbøger, der med deres støvede farvevalg skiller sig ud i pegebogskrybben. Bøgerne fokuserer på det stærke og trofaste bånd, der ofte opstår mellem et barn og yndlingstøjdyret, og mange børn, der har deres egen Bjørn derhjemme, vil kunne spejle sig i denne relation.

I ’Birk og Bjørn er bedste venner’ vil Birk gerne lege med mor og far, men det er ikke altid, de har tid til ham. Så mangler han nogen at lege med, men heldigvis ringer det på døren, og bamsen Bjørn står ude på den anden side. Bjørn flytter ind hos Birk, og grobunden for et dejligt venskab er hermed lagt.

Birk og Bjørn er uadskillelige og laver alting sammen, men i Birk og Bjørn skal sove sker der det, der ikke må ske. Det er sengetid, og Bjørn er pludselig væk. Det går slet ikke, for Birk kan ikke falde i søvn uden sin bamse. Birk leder og leder, indtil han finder Bjørn i sengen, hvor de sammen kan lægge sig til at sove.

Teksten er enkel med en rolig handling og et overskueligt persongalleri. De varme og indbydende illustrationer, som er holdt i dæmpede gullige og blålige nuancer, er fyldt med fine detaljer at gå på opdagelse i f.eks. de ting og legetøj, der ligger på gulvet. Hvis man kigger godt efter, vil man opdage, at der er en legetøjsnisse, der gemmer sig på samtlige opslag. Begge bøger slutter med en putteseance, så det er også oplagt at bruge dem til at få skabt en rolig og nærværende afslutning på dagen.

⁠To absolut skønne pegebøger, som rammer fint ned i de yngstes legeunivers. Kan læses fra omkring halvandet år og opefter.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Gry Kappel Jensen
Graphic
Joëlle Tourlonais
ISBN
978-87-406-5615-2
Antal sider
20

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer