Bog

Befrielsen fra Mean Mines

Af (
2020
)

Anmeldelse

Befrielsen fra Mean Mines

08 mar.21

Et hæsblæsende eventyr, hvor læseren selv spiller rollen som den modige helt  Universet er kendt fra det ultrapopulære spil Fortnite, men bogen kan sagtens læses uden forudgående kendskab.

Der var engang, da bøger, hvor læseren selv bestemmer handlingen, var det hotteste, men desværre gik den genren med tiden lidt i glemmebogen. I de seneste par år har nogle prøvet at puste liv i konceptet, der nok kendes mest for de populære ’Sværd og Trolddom’ bøger. Nogle af disse er blevet genudgivet, men der skrives også helt nye bøger i genren, som fx denne serie om helten Cold Blood Cooper, der giver nutidens unge læsere chancen for at tage på eventyr i en verden, der knytter sig til den moderne populærkultur.

'Befrielsen fra Mean Mines' er nummer 3 i serien, og efter at de første to bind lynhurtigt blev slugt herhjemme af min 10-årige dreng, blev jeg nysgerrig på, hvad der nu var så godt ved bøgerne om Cold Blood Cooper. Og jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket, for denne bog er både spændende og fuld af humor.

Ligesom med en god actionfilm skal man ikke nødvendigvis tænke for meget over den dybere mening med handlingen i denne bog. Det kræver såmænd bare lidt fantasi og trang til eskapisme, noget som rigtigt mange børn heldigvis besidder til overflod, så bliver man virkelig godt underholdt her. Handlingen bliver aldrig kedelig, og der er tju-bang for alle ens coins, som de nok ville blive kaldt i denne bog, der bruger kendte termer fra gaming som fx loot og skin.

Historien taler direkte til læseren, som spiller Bob ”Cold Blood” Cooper - en slags moderne James Bond figur med masser af skills og selvtillid. Cooper skal nå frem til de iskolde Mean Mines, hvor skurken Mad Mike Molotov er ved at bygge en uindtagelig underjordisk base. Mad Mike har taget en masse retskafne mennesker som slaver, der tvinges til at udgrave Mean Mines og bygge en kæmpe mur omkring basen. Missionen går ud på at forpurre Mad Mikes planer og befri slaverne, men fjenderne og fælderne er mange, og man skal tænke sig godt om undervejs.

Bogen er relativt let at læse og holder koncentrationen fanget med et højt tempo og korte afsnit. Efter hvert afsnit skal man beslutte sig for hvilken handling, man vælger, og man får at vide, om man får mere loot, eller om man har brugt af sit loot. Det kan man nemt holde styr på med papir og blyant, og det er simplere, end jeg husker fra ’Sværd og Trolddom’ bøgerne. Det oplever jeg klart som en fordel, fordi bogen således er nemmere for yngre læsere, og fordi man lynhurtigt kommer videre i den spændende handling. Det er en rigtig god bog til fans af Fortnite, men også til dem, der synes, almindelige bøger kan være kedelige og langtrukne. Den kan anbefales til børn fra ca. 9 til 12 år.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Timo Iwersen
Faustnummer
38379267
ISBN
9788740663563
Antal sider
142

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer