Bog

Barndom på landet : erindringer fra efterkrigstidens Danmark

Af (
2020
)

Anmeldelse

Barndom på landet : erindringer fra efterkrigstidens Danmark

19 nov.20

Et levende tidsbillede af en barndom på landet i efterkrigstidens Danmark belyst ved mange erindringsuddrag.  .

Forfatteren er journalist og har skrevet flere bøger med social- og kulturhistorisk indhold. Hun er meget velskrivende og har i denne bog valgt en periode, hvor Danmark for alvor var ved at forandre sig fra et bondesamfund til et industri- og videnssamfund. Her blev den første velfærdsgeneration født, men der var stor forskel på at være barn på landet og i byen. På landet var der herlige muligheder for at boltre sig i den fri natur uden voksenindblanding, men der var også mange pligter. Børns arbejde var helt nødvendigt for familien, og de fik tidligt et stort ansvar.

Ti generationsrepræsentanter, kendte og mindre kendte, fortæller om deres barndom. Deres erindringsuddrag bindes smukt sammen af forfatterens velskrevne, uddybende tekst. Der er børn fra små kår, men også en præstesøn og en lærersøn, og så er der en godsejerdatter i den fine ende. Bortset fra en enkelt har de alle forladt deres rødder og været en del af den demografiske forskydning fra land til by, og flere af dem har haft betydningsfulde stillinger i samfundet.

Bogen er delt op i de fire årstider, og erindringsuddragene giver et mangfoldigt billede af en barndom på landet. De afspejler både arbejdssituationer og fritidsfornøjelser. Børnearbejdet på landet styrkede fællesskabet og udviklede ansvarsfølelsen, men det var ikke uden omkostninger. Det var helt almindeligt, at børn på 10 år kørte traktor, men det kunne ende fatalt. En af bidragyderne oplevede at se sin storebror blive mast til døde under en væltet traktor. En anden så sin bedste ven blive sparket ihjel af en arbejdshest. Roehakning, kartoffeloptagning, jordbærplukning m.m. var en del af børnenes hverdag, men der var dog også tid til leg og fritidsaktiviteter som skøjteløb og fiskeri og spejderbevægelsen og danseskolerne, hvor et par nylonstrømper til et afdansningsbal var topmålet af lykke. Også pigtrådsmusikken fandt vej ud til de unge på landet.

Som det fremgår af bogen, var de første efterkrigsår præget af begrænsede midler, men økonomien var langsomt på vej op. Den første velfærdsgeneration fik langt fra alt foræret, men den fik langt flere muligheder end tidligere generationer, og målrettet, hårdt arbejde kunne f.eks. føre til en højere uddannelse.

Husmandsdatteren, den senere vismand Nina Smith, der var vant til at tage fat, klarede sig selv økonomisk allerede i gymnasiet, og Arne Rolighed giver udtryk for, at hans store ansvar som barn gav ham mod til at tage imod en ministerpost. Selv om livet på landet i perioden havde sine positive sider, får man ikke indtryk af, at bidragyderne ønsker sig tilbage til tiden.

Bogen er smukt udstyret med mange relevante, samtidige fotos, og Helle Juhl er en inspirerende historiefortæller. Hendes bog vil appellere bredt til mange læsere.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
48140114
ISBN
9788711916247
Antal sider
250

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer