Bog

Bag kulisserne

Af (
1996
)

Anmeldelse

Bag kulisserne af Kate Atkinson

01 apr.12

Kalejdoskopisk familieroman, som fortæller Storbritaniens hverdagshistorie op gennem det 20. århundrede set på mikroplan.

Eftersom romanens hovedperson Ruby er i stand til at fortælle sin egen historie lige fra undfangelsen, kræver det tilstedeværelsen af en alvidende fortæller. Denne fortælleposition er karakteristisk for historien, der springer i tid og inddrager fire generationer af kvinder. Helt centralt i bogens handling står dog den langsomme afsløring af et par skæbnesvangre fortielser eller hemmeligheder, som både er skjult for Ruby og læseren.

Den overvejende synsvinkel ligger hos kvinderne, mændene er bipersoner og får kun stemmer, når de aflægger øjenvidneberetninger fra verdenskrigenes slagmarker. Vi kommer ”bag kulisserne” på den storpolitiske scene og oplever, hvordan de engelske kvinder i flere generationer er dem, der har måttet få dagligdagen til at fungere, mens de har oplevet deres mænd og sønner blive dræbt i krige og set familiemedlemmer emigrere til alle hjørner af imperiet.

Stilen i fortællingen er dog ingenlunde grå hverdagsrealisme, der bliver malet med den brogede pensel og masser af ironi og sort humor. Snarere byder de groteske hændelser og dramatiske skæbner på et stænk magisk realisme, der minder mig om f.eks. en forfatter som Alice Hoffman.

Jeg holder meget af Kate Atkinsons krimier om Jackson Brodie, hvor jeg synes hun for alvor har fundet sin form. Derfor var jeg nysgerrig efter at læse denne første roman, hun fik oversat til dansk. Selvom denne bog er meget anderledes, genkender jeg især Atkinsons gennemborende ironiske personskildring. Hun forekommer på samme tid misantropisk og overbærende i forhold til sine karakterers mange menneskelige svagheder. Ikke mindst børnene optræder i flere tilfælde virkelig infamt.

Man er – på trods af at man nødigt selv ville have været i familie med dem - i godt selskab med romanens brogede menneskemylder, dog savnes en slægtstavle, så man lettere ville kunne holde styr på alle de optrædende personer, når fortællingen bevæger sig ud af stamtræets forgreninger.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
21465135
ISBN
9788759506950
Antal sider
337

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer