Aspekter af den nye højreradikalisme : et foredrag

Adorno viser os, hvordan usandheder og propaganda er medium for højreradikalismen, og at den skal modarbejdes med fornuftens gennemtrængende styrke.

Dannelsen af det højreekstremistiske parti NPD ( Nationaldemokratische Partei Deutschlands) i 1964 førte til, at den tyske filosof Theodor W. Adorno i 1967 holdt et foredrag ved universitetet i Wien. Her fremførte han – blot 20 år efter Holocaust - sin bekymring for højreradikalismens genrejsning.

Foredraget foreligger nu i en dansk nyudgivelse med et berigende og indsigtsfuldt forord af forsker ved Statskundskab på Københavns Universitet Malte Frøslee Ibsen og et ligeså vægtigt efterord af historiker Volker Weiβ. Deres analyse og fortolkninger sætter Adornos foredrag i et nutidigt perspektiv og viser, hvor skræmmende og hyper relevant hans foredrag er. Og hvordan vi med Adornos analyse kan nærme os en forståelse af nutidens højreradikale landvindinger – samt hvad det viser om vores nuværende samfund.

Især Malte Frøslee Ibsens fokus på, hvordan vi bør være bekymrede for, at vi nu står overfor flere store katastrofer; COVID19-pandemien og klimakatastrofen, der potentielt kan give højreradikalismens øgede vækstbetingelser, er interessant læsning. Her peger Adorno, i sit foredrag, på paradokset i, at højreekstremismen både bryster sig af at vide, hvordan man som samfund rejser sig efter en krise, men samtidig ønsker katastrofen, idet de næres af verdensundergangsfantasier.

Selv finder jeg Adornos pointe omhandlende højreradikalismens tendens til at lade ”det eksistentielles begreb træder i det irrationelles tjeneste, som en afværgelse mod rationel argumentation og mod diskursiv tænkning” mest interessant. Adorno eksemplificerer tendensen med et citat fra en polemik mellem en kvindelig professor og en gruppe højreekstremister, hvor sidstnævnte udtalte følgende:”Vi diskuterer ikke med hende, her er der tværtimod tale om eksistentielle modsætninger.” Citatet peger yderligere på højreekstremisternes had vendt mod de intellektuelle. De åndsfrie skal, ifølge højreekstremisterne, rette sig ind. Disse tendenser gør sig ligeledes gældende i dag.

Meget kan og bør man tage med sig fra Adornos foredrag. Men for mig at se er vigtigst af alt hans pointe i forhold til, at vi ikke må forfalde til at omtale og behandle højreekstremismen som en tilstand og noget udefrakommende. Tværtimod er højreradikaliseringen et politisk problem, som samtidig peger på ” et demokrati, der helt frem til i dag ikke i fuldt omfang har levet op til sit eget begreb ”. Adorno kritiserer her et demokrati, der hviler på formalismen. Her er det væsentligt at påpege, at Adorno var en del af Frankfurterskolen.

Men netop Frankfurterskolen og Adornos tilgang til højreekstremismen er stadig enorm vigtig, idet man gennem analysen anderkender, at problemet udspringer af demokratiet, eller dets fejl og mangler, og er en del af samme. Først ved denne erkendelse kan vi ændre, forandre og forhindre højreekstremismen i at slå dybe rødder.