Bog

A.S.P.E - Dæmonhunden

Af (
2018
)

Anmeldelse

A.S.P.E - dæmonhunden af Mette Finderup

09 nov.19

Første bog i fantasy-serien A.S.P.E er spændende fra start til slut og let at læse for børn fra cirka 10 år.

Serien handler om de fire børn krigeren Alin, magikerlærlingen Silvius, bueskytten Pilo og listetyven Ene. Gruppen samles og trænes af en troldkvinde til at bekæmpe ondskab i en verden fyldt med farlige magiske væsner. I denne bog sendes børnene på deres første opgave for at udspionere en mistænksom læge, der rejser fra by til by og tapper blod fra de lokale under dække af at kurere alle tænkelige dårligdomme med sin vidundermaskine. Da børnene undersøger, hvad lægen egentlig skal bruge blodet til udvikler historien sig dramatisk, og de fire børns evner bliver sat på prøve.

Bøgerne i serien er illustreret af Christian Guldager. Illustrationerne understøtter handlingen og stemningen undervejs. Stilen er klassisk og genkendelig fra andre fantasyuniverser og holdt i sort/hvid.

Jeg har læst bogen sammen med en anden garvet læser og fantasy-elsker, Anton på 12 år. Vi er enige om, at 'Dæmonhuden' er både spændende, lidt uhyggelig og let at læse. Der er fokus på den tempofyldte og dramatiske handling og ikke så meget på børnenes psykologiske udvikling og følelser på trods af et ungt liv med mange prøvelser. Samtidig er børnenes venskab og deres forskellige styrker helt central for handlingens udvikling.

Selvom bogen er dramatisk, mener Anton ikke, at den er meget uhyggelig fordi det hele foregår i en magisk verden, som man kan distancere sig fra:
”Det uhyggelige i en bog er når man bliver bange for at det kunne ske for én selv, og det gør man ikke her, fordi det hele foregår i en fremmed verden.”

'Dæmonhuden' er spændende fra start til slut, og hvis man er til fantasy, men ikke har mod på de lange og indviklede serier er 'A.S.P.E.' et godt sted at starte, og serien kan også sagtens læses af de mere garvede læsere uden at blive kedelig. 

Der findes mange gode fantasyserier, og i samme genre kan nævnes 'Heksemesteren' af Niklas Krog eller Josefine Ottosens serie om 'Drageherren'.

Bogen er læst og anmeldt af Sif Lüscher Rauff og læseambassadør Anton på 12 år.

Bogdetaljer

Forlag
Alvilda
Faustnummer
54516614
ISBN
9788771658927
Antal sider
149

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer