Bog

Arvingen

Af (
2007
)

Anmeldelse

Arvingen af Vagn Remme

19 feb.07

En specialitet af en roman fortalt i et lyrisk, men råt sprog.

Romanen handler om en mand, der pludselig arver et hus fra en ukendt far. Verden krakelerer nu for arvingen. Arven, og dermed hans fremmede, afdøde far, bliver årsagen til at han tager ud på en underfundig identitetsrejse for at finde sandheden om, hvem han er, og hvor han kommer fra.

Romanen er bestemt ikke præget af blødsødenhed eller "god tone", tværtimod, den er fuld af kropslige udladninger, sære mennesker, stærke personligheder og mystiske hændelser, der uventet indtræffer på en helt ansigtsløs hverdag hos en ikke helt almindelig ung mand, Lars. Han arbejder med reklamespots, bor alene, er psykisk stærk labil og holder af at cykle! Denne hans eneste passion tager ham ud på en cykeltur til Prag for at finde en sammenhæng og en sandhed om den mystiske arv og dermed om sig selv.

Det bliver en dionysisk mental rejse. En cykeltur, der trækker tænder ud mentalt og fysisk. På sjette-dagen er Lars på vej op af et bjerg i Tjekkiet efter at være besvimet af udmattelse og sult, og midt i det morads forstår læseren: "Lars der er begyndt at se ind i sig selv, fordi der er ved at være plads inde i Lars, så meget er svedt ud af ham nu, og Lars, kun ved at se ind i dig selv kan du overkomme bjerget, og derinde finder han det han leder efter, kroppens rytme, Lars’ egen rytme, han finder den, rammer den, er lig med den, nu er han dér, på det store landkort".

Det er en barsk, insisterende og ind imellem skummel historie skrevet i en poetisk og rytmisk tone, der vedholdende forlanger, at læseren glemmer alt om forudfattede forventninger til romaners korrekte sprog, grammatik og historieopbygning. Den nysgerrige og vedholdende læser bliver i rigt mål belønnet med en anderledes og uforglemmelig læseoplevelse. Værsgo' at sluge "Arvingen", den er en stærk læseoplevelse, som giver spind i læserens hjerne!

Athene, 2007. 215 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Athene
Faustnummer
26584639
ISBN
9788711171073
Antal sider
215

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer