Bog

Anna Zoë

Af (
2006
)

Anmeldelse

Anna Zoë af Vita Andersen

21 dec.06

En typisk "Vita Andersensk" roman om en desperat mors søgen efter sit bortførte barn.

Denne roman gør det ondt at læse. Ja faktisk er den fuldstændig uudholdelig, og jeg lagde den fra mig flere gange.

Alligevel tog jeg den hver gang frem igen og læste videre, imens jeg for hver side mere og mere desperat tænkte: "Nu må der snart ske noget godt. Det kan ikke være rigtigt, at det skal gøre så ondt!". Men det gør det - frygteligt ondt!

Vita Andersen kan virkelig holde sin læsers hjerte i sin hule hånd. Hun skriver hudløst, intenst og aldrig ligegyldigt!

Anna Zoë er tjekket tv-vært i boligprogrammer. Hun er gift med Pablo, og sammen har de sønnen Marco. Pablo er adopteret fra Marokko, men det ved han ikke. Han har godt nok frygtelige mareridt om at blive smidt i bagagerummet på en bil, mareridt, han har haft, siden han var barn. Men han har altid troet, at Birthe og William er hans biologiske forældre.

En dag bliver Pablo fyret fra sit job med beskyldninger om svindel. Fra politiet får han at vide, at han er adopteret. Det slår klik for ham, og han bliver indlagt på psykiatrisk hospital. Efter udskrivelse bliver han besat af tanken om at finde sin biologiske familie i Marokko. Det lykkes ved hjælp af tv-programmet "Find din familie", han konverterer til islam og bortfører Marco til Marokko.

Anna Zoë prøver først ved hjælp af sin far og de officielle kanaler at finde Marco, men det mislykkes, og hun tager selv af sted til Marokko. Her leder hun mere og mere fortvivlet. Hver gang hun nærmer sig, flytter Pablos familie ham. Anna Zoë er ved at miste både forstanden og sig selv.

Romanen tager fat i hovedtemaerne i Vita Andersens forfatterskab; forsømte børn, opløste familier og mislykkede parforhold samt moderne menneskers forsøg på at dulme indre tomhed med forbrug. Anna Zoë propper mad i sig på de mest mærkelige tidspunkter, ligesom hun indkøber alle mulige ting, imens hun leder efter sin søn.

Som person, synes jeg ikke rigtigt, jeg kommer ind under huden på Anna Zoë, men som mor, der leder efter sit forsvundne barn, er hun uhyggeligt godt beskrevet; desperationen, savnet, afmagten og det begyndende vanvid. Puha, det er virkeligt næsten ikke til at holde ud.

Det var ingen fornøjelse at læse denne roman, men derfor synes jeg alligevel, at den er hele besværet værd, fordi sådan her er det jo også – livet.

Samleren, 2006. 285 sider.

Bogdetaljer

Forlag
Samleren
Faustnummer
26506581
ISBN
9788763805339
Antal sider
285

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer