Vølvens vej, Snehild

’Vølvens vej – Snehild’ låner fra den nordiske mytologi og folkeeventyr og bygges op om en kvindelige helt, som tager skæbnen i egen hånd. Heltinde, sprog og temaet om kampen mellem godt og ondt skriver sig ind i moderne fantasy.
 

Den Nordiske mytologi, folkeeventyr og fantasygenrens forkærlighed for kampen mellem godt og ondt blandes med hovedpersonens magiske spådomsevner og oplæring i kampkunst hos en jættekvinde.

Den unge kvinde Snehild har spådommens gave, som måske er en gave, måske en tung skæbne – romanen sætter scenen for hovedpersonens senere livshistorie, men holder en dør åben for, at man altid har et valg i forhold til den skæbnetråd som nornerne, den nordiske mytologis skæbnegudinder, væver for en.

Måske netop derfor er romanens hovedperson ikke kun skabt som vølve, men også som en kriger - en handlingens person.
 

Mytologi og folkeeventyr omfortolket
Forfatteren låner frit fra den nordiske mytologis univers, som grundlæggende genfortolkes indenfor vores nutids værdihierarkier.

Jættefolket repræsenterer ikke civilisationens ustyrlige og farlige modsætning, som de gjorde i den nordiske mytologi, men viser sig at være både fysisk overlegne og at have en langt mere raffineret civilisation med bedre ingeniørmæssig kunnen og personlig hygiejne end menneskene. Elverfolk og lygtemænd er ganske vist lokkende og sørger for deres ofres fortabelse i moser og elverhøje, men elverkongen Olver er grundlæggende motiveret af at passe på naturens integritet, da han sender kongens rådgiver Brynjulf tilbage til menneskenes verden under den fortryllende elverprinsesses kontrol.

Den onde kong Tormod opstilles som centrum for det onde. Han slår ikke alene sine gæster ihjel til en fest i kongsgården, et klassisk træk fra de gamle nordiske fortællinger. Han har også en uhæmmet pædofil trang til 10 -13-årige piger, lige fra byens magtbegærlige præstinde Ragnfrid, dengang hun var 12, til den søde niece Aud. Og så respekterer han ikke naturen – ondere bliver det ikke og læseren kan roligt spå ham en voldsom og retfærdig død i et senere bind.
 

Visionens sprog: foreningen med Naturen
Hovedpersonen Snehild har adgang til at forstå de guddommelige stemmer i naturen via sin egenskab som vølve. Hun oplever først visioner eller spådomme som ukontrollerede, nærmest epileptiske anfald. Senere får hun en skælsættende oplevelse af enhed med naturen, det guddommelige og hendes egne evner, da hun en aften befinder sig på landsbyens hellige plads:

”… siv og rådne bregner dannede broer, det var broer, ikke mure, der glimtede i fremtidens grønne øje, som Odin havde kastet i Mimers brønd, hun var øje, hun var brønd, hun var ravn, hun var Frejas spædbarn, og livet dansede i hendes årer, der frøs til krystaller på offerstenen.”

Hendes vision tager udgangspunkt i natursansningerne fra skoven og de transformerer sig så til symbolet broer, der skaber forbindelsen til virkeligheden bag: det ”fremtidens grønne øje” som er hende. Visionen slutter cirklen tilbage til den sansbare virkelighed med livet som både danser i hendes årer og fryser til snekrystaller på den hellige sten – ”sne” er en del af hende.

Naturen er magisk, og Snehilds særlige evner giver hende adgang til at høre de guddommelige stemmer og magiske væsner, som findes i den. Scenen på den hellige plads er en unio mystica oplevelse, en stærkt personlig og indre oplevelse af forening med det guddommelige og en erkendelse af hendes evner som vølve. Men scenen bliver også arnested og drivkraft for fortællingens plot: præstinden Ragnfrid, som ikke selv har de samme evner, ser det, og Snehild konfronterer den jalousiramte kvinde med, at hun ikke bare er fravalgt af guderne, som kun vil tale til Snehild, men også af elskeren Brynjulf, som lige i dette øjeblik er sammen med hendes mor, Asdis.
 

Heltindens oplæring til kriger hos jætterne
Snehild bliver lagt for had af Ragnfrid og er nødt til at flygte fra sit hjem i landsbyen på grund af præstindens intriger. Snehild opsøger efter Asdis’ råd den jættekvinde, som hjalp dem ved Snehilds fødsel. Hun finder Hyrrokin efter at have krydset floden Tryggvild, hvor ”de magiske” bor på den anden side, i en skov smedet af stål, og Snehild bliver hos hende i flere år, hvor hun oplæres i våben- og kampkunst. Jættekvinden Hyrrokin er meget langt fra den nordiske mytologi, som ikke har nogen fortællinger om oplæring hos jætter eller magisk gavegivning til mennesker fra jætter. Til gengæld finder man grundfortællingen i folkeeventyret om Mor Hulda, hvor ”den gode datter” taber sin ten i brønden, springer efter den og kommer til en anden verden, hvor hun går i tjeneste hos Mor Hulda, en magisk, ikke-menneskelig karakter som giver rige gaver, hvis hun tjenes godt. Ligesom i eventyret adlyder Snehild Hyrrokin, og belønnes med en solid oplæring i kampkunsten.

Som vølve ser Snehild senere en parallel mellem de to verdener Midgård og Asgård, hvor kong Tormod snyder murbyggeren for et ægteskab mellem hans datter og den ene kongesøn, og så jætten Fasolt som snydes for sin belønning, ægteskab med Freja, efter at have bygget muren i Asgård. Menneskenes verden er gennemsyret af bedrag, et spejlbillede på det bedrag som sker i gudernes verden mod jætterne.

Livsvalget står centralt i romanen. Fremtidens norne italesætter, at Snehild træffer et valg, ligesom titlen antyder at hun går sin egen vej i livet. I hverken den nordiske mytologi, eller for den sags skyld den klassiske græske, er en spåkvinde en person som har et valg, eller en handlende person som påvirker verden.

Her kommer Snehilds erhvervede egenskaber som kriger ind, og vølvekarakteren gøres handlekraftig ved at låne egenskaber fra den nordiske mytologis skjoldmøer og møkonger. En møkonge har nu intet magisk over sig, sådan som Snehilds oplæring hos en jætte, en møkonge er en kvinde som har fravalgt ægte- og moderskab til fordel for krigerlivet.

Snehilds motivation for at vende tilbage til sin by kan være svær at se, det er umiddelbart ikke er hævn for morens død, men indtil videre et ønske om at bruge sine evner til gavn for andre. Hendes navn antyder at hun vil være motiveret ud over det ret banale ”at gøre sine rige evner gældende”: ”sne” finder vi som symbol for den indre kulde, som er i hende omkring moderens død, men også hendes magiske forbindelse til naturen. Hun er født en vinternat, hun flygter i en snestorm – og især den sidste del af hendes navn er vigtig: ”hild” betyder kamp. 

Romanen på det litterære verdenskort: Mytologi, eventyr og fantasy.
Romanen låner mange skikkelser og fænomener fra den nordiske mytologi og folkeeventyr, men hele opbygningen omkring en heltinde, som tager sin skæbne i egen hånd i kampen mellem godt og ondt, tilhører moderne fantasy.

I fantasygenren er der en ubrydelig kontrakt med læseren om, at der skal være en kamp og en krig mellem det gode og det onde, sådan som Tolkien fastsatte det med sin genreskabende Ringenes Herre.

Fra den nordiske mytologi lånes vølvens og skjoldmøen eller møkongens egenskaber til hovedpersonen, den første er hun født med (det antydes at hendes far er Odin) og kampkunsten oplæres hun i under sit ophold hos jættekvinden.

Kombinationen af vølve og kriger har ingen forbilleder i mytologiens verden. Det skyldes at en vølve plejer at være en passiv karakter som spår om skæbnen, ikke en aktiv medspiller i en handling. Hvordan skulle hun kunne være det, når hun ser en skæbne som allerede er fastlagt? En vølve er altså nærmere udelukkende en stemme, som i Vølvens Spådom, hvor stemmen gestalter verdens undergang og genfødsel, men aldrig tilhører en person med mulighed for at påvirke handlingens gang.

I nutidens litteratur finder man også vølven som en betydningsfuld figur i romanen Vølve af Andrea Hejlskov, en autofiktiv fortælling hvor fortælleren Andrea beretter om sine livskriser og den psykiske sårbarhed, som til sidst viser sig at være både en styrke – en kontakt med en særlig kvindekraft og en adgang til den magiske verden. I sin egenskab af vølve kan hun åbne denne verden for andre.

Snehilds egenskaber som vølve handler mere om at hun ønsker at gøre sig gældende, og hun er ikke bare kampklar i kraft af sin oplæring: kampen er en del af hendes identitet fordi det indgår i hendes navn.

Hvordan hendes to styrker kommer til at folde sig ud i kampen mellem godt og ondt vil vi se i seriens næste bind - med ”Vølvens Vej, Snehild” er personerne sat op overfor hinanden som åbningen af et skakspil.