Bog

Jeg er hvad jeg husker : Efter elektrochokket: Mellem mirakler og mareridt

Af (
2021
)

Anmeldelse

Jeg er hvad jeg husker

09 sep.21

Peter Øvig har skrevet en vigtig, nuanceret og personlig dokumentarisk beretning om elektrochok, erindring og depression. 

I 2018 blev Peter Øvig helbredt for en psykotisk depression med elektrochokbehandlinger. Han har tidligere beskrevet sin sygdom i bogen Min mor var besat, som også handler om at vokse op med en mor, der var dybt deprimeret og personlighedsforstyrret. I denne selvstændige fortsættelse tager han fat på sin helbredelse og tiden efter med udgangspunkt i den forkætrede behandlingsmetode elektrochok (ECT).

Bogens undertitel ’mellem mirakler og mareridt’ siger det hele. ECT deler vandende, og de, der har modtaget denne behandlingsform, kan opdeles i to hovedgrupper: de helbredte og de, som ikke er blevet raske og klager over at have fået ødelagt hukommelsen og deres liv.

Som det er god journalistisk skik, bringer bogen fortællinger fra begge lejre, både historierne om et par af fortidens mest berømte depressive forfattere, Plath og Hemingway, der begge fik elektrochok og begik selvmord, og kvinden Pernille Frandsen, der står frem med sin historie. Pernille Frandsen blev i modsætning til Peter Øvig ikke helbredt, men har mistet kognitive evner, hukommelse og livskvalitet i forbindelse med sygdom og ECT-behandlinger og kommer til orde i flere dele af bogen. Øvig fortæller med udgangspunkt i ECT-behandlingernes brutale historie også om sin egen angstfulde vej til ”skafottet” og de første behandlinger til sin mirakuløse helbredelse, som gjorde ham til nyomvendt ECT-fortaler.

Peter Øvig taler med flere eksperter på området, heriblandt professor emeritus i psykiatri Tom Bolwig, der har arbejdet i psykiatrien siden 70'erne, hvor antipsykiatrien var på sit højeste, og 'Gøgereden' med Jack Nicholson havde premiere og påvirkede mange menneskers syn på elektrochok. På spørgsmålene om filmens konsekvenser og behandlingsformens "dårlige presse", svarer Bolwig: "Vi har ingen statistik, men der kan ikke være to meninger om, at den film kostede liv". I samme årti kæmpede antipsykiatriske bevægelser, heriblandt Scientology-bevægelsen, hårdnakket mod behandlingsformen under mottoet: "Psychiatry kills". 

For bogens forfatter, der har oplevet sin behandling med ECT som et mirakel, har det været en lang proces i kamp med sine tidligere antipsykiatriske holdninger. "Samtidig er jeg i en proces med denne bog, hvor jeg forsøger at forstå, hvorfor jeg tidligere i mir liv har taget så vældig meget fejl i forhold til psykiatrien og ikke har villet anerkende det biologiske niveau. Måske er der omvendt nogle psykiatere og hjerneforskere, hvis egoer er svulmet lidt op, så de er kommet til at tro, at deres forskningsniveau var det, som styrede og kunne forklare alle andre niveauer".

Bogens store styrke er, at den giver plads til nuancerne og forsøger at mindske kløfterne. Øvig stiller med udgangspunkt i sin egen "omvendelse" spørgsmål ved, hvorfor vi ikke kan rumme andres fortællinger. Han forklarer tunnelsynet med tabuer og fordomme, men også med vores individuelle selvopfattelser. Det sidste spor forfølger bogen til en interessant diskussion af, hvordan mennesket til alle tider har redigeret fortiden. Her tager forfatteren udgangspunkt i sit 20-årige forfatterskab, der har bragt ham i kontakt med mange vrede kilder, der har fornægtet deres fortid med eksempler fra medlemmer af Blekingegadebanden og tidligere nazister. Vi redigerer med andre ord alle sammen vores erindring i større eller mindre grad, så den passer ind i vores selvforståelse, eller for at vi kan leve med fortiden.

Eksperterne belyser det metodiske problem i at måle folks hukommelse; Depressionssygdommen spiller ind på både hukommelse og kognitive evner, hvorimod man ikke kan påvise en sammenhæng mellem ECT og hukommelsesproblemer på længere sigt "Jeg kan ikke huske, hvad jeg har glemt", svarer Peter Øvig selv på spørgsmålet om, hvordan hans hukommelse er blevet påvirket af en psykotisk depression og en serie elektrochok. Svaret er nok, tilføjer han, at han efter sygdommen er blevet markant dårligere til at huske. Han er til gengæld blevet mere grådlabil og bliver lettere bevæget, men sætter pris på sin øgede følsomhed: "Jeg er blevet en anden, og jeg kan bedre lide ham".
 
'Jeg er hvad jeg husker' giver stof til eftertanke og sætter også læseren på arbejde i erindringen. Hvem ejer sandheden om fortiden, og er erindringer blot en omskrevet selvforståelse? Jeg er blevet klogere af at læse bogen, og det vil mange andre læsere utvivlsomt også blive. Det er heldigvis tilladt og en af bogens helt essentielle pointer: Man har et standpunkt, til man erfarer noget nyt. Øvig deler sin ungdoms antipsykiatriske opfattelser og dokumenter ECT-behandlingens historie og ofre og krydrer det med sin egen personlige omvendelse og overlevelseshistorie. Det er troværdigt, rørende og nuanceret, og rigtig mange vil have glæde af at læse med, ligesom debatten om den psykiatriske behandling kan tåle langt flere nuancerer.
 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
39533723
ISBN
9788702299076
Antal sider
0

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer