Blog
Mit liv blandt bøger
Hvad sjov er der ved at læse bøger, og er det overhovedet nyttigt at beskæftige sig med litteratur?
Ja, skulle jeg nogensinde blive i tvivl om dette, vil jeg bare læse Ida Hansen ord endnu engang.
Ida er kommet på Odense Centralbibliotek gennem rigtig mange år, når hun skal låne bøger til sine læsekredse. Nu har hun skevet nogle ord om sit liv blandt bøger.
Jeg har fået lov at sætte det på litteratursiden. Så her er det:
Mit liv blandt bøger.
af Ida Hansen, Odense
Jeg har altid læst meget, så længe jeg kan huske tilbage. Min mormor havde en eventyrlig evne, til at fortælle opdigtede historier inden sovetid, når jeg var på ferie i Svendborg. Måske startede det der.
Jeg er ellers ikke fra et hjem med bøger, (bortset fra min morfar). I mit barndomshjem boede et ægtepar som jeg ofte besøgte. De havde en stor interesse for litteratur og jeg fattede hurtig den samme interesse. Jeg begyndte også at låne bøger på skolens bibliotek.
Senere i mellemskolen fik jeg en meget dygtig dansklærer som yderligere øgede min interesse for litteraturen.
Jeg blev voksen, gift, fik 2 piger og familien flyttede til Tarup. En dag spurgte min nabo, om jeg havde lyst til at være med i en læsekreds, og det blev starten på en for mig værdifuld interesse.
Læsekredsen blev holdt hos fru Agnes Albinus på Hunderupvej. Vi var ca. 20 kvinder, som sad overalt i hendes stuer og jeg slugte alt, hvad der blev læst og sagt. Ved næste møde blev det min opgave at læse højt af Kaj Munks ”Den blå anemone”. Det hele foregik under navnet Folkevirke.
Jeg vil gerne fortælle lidt historie om Folkevirke, som fik stor betydning for mange kvinder overalt i landet.
Det var en aften i april 1943, at en lille kreds af kvinder samledes i en dagligstue på Amager. De ville drøfte det folketingsvalg, der havde det for kvinderne nedslående resultat, at deres i forvejen minimale repræsentation i Tinget halveredes. Før var der 4 kvinder, nu var der kun 2!
Der var endnu krig, men alle følte, at når freden kom og verden skulle genopbyges, så måtte de være med på en helt anden måde end før. Denne sammenkomst var den første svage spire til Folkevirke.
Til stede var nogle organisationskvinder, men der var lige så mange, der aldrig havde været sig deres ansvar overfor samfundet bevidst.
Men det var under krigen ikke så nemt at komme offentlig ud med budskabet, da tyskernes mødeforbud lå tungt over landet. Men så måtte man jo mødes privat.
På trods af alle mulige forbud lykkedes det Bodil Koch at holde 25 foredrag på 30 dage. Dette netværksarbejde lykkedes så godt, at bevægelsen blev grundlagt 2. marts 1944, og i dag rækker den ud over det ganske land samt Grønland.
Måneden efter i december 1944, var der 30 studiekredse over hele landet og i 1945 70 studiekredse. Ved valget i 1947 kom der l3 kvinder ind i Folketinget, deriblandt Bodil Koch som blev kirkeminister.
Starten til Folkevirke blev grundlagt den 1. juni 1945, ved et kæmpemøde i Københavns Rådhus, hvor tusindvis af kvinder stod i kø, men kun 1400 blev lukket ind. Selv kongehuset ved kronprinsesse Ingrid sendte Folkevirke et telegram, hvor hun lykønskede og håbede, det ville blive til gavn for landets kvinder.
Folkevirke havde det formål at gøre danske kvinder mere interesserede i social og politiske problemer. Sådan at alle – uanset baggrund – og social tilhørsforhold kunne komme til at deltage i det politiske liv, lokalt, regionalt og nationalt.
Tyngdepunktet i Folkevirkes arbejde måtte komme til at ligge på studiekredse og materialer dertil.
Til alle disse kurser i hele landet kom fra København pr. tog ”Damen med kuffeterne Edith Loiborg” i hver hånd kæmpekufferter med materialer og bøger til udstilling og salg.
I dette regi deltog jeg i 1967 på et kursus på Båring Højskole – det første af mange andre højskoleophold. I det mangfoldige program havde jeg valgt litteratur som mit emne. Det blev begyndelsen til et liv med bøger fremover. Ved kursets afslutning manede forstander Engberg os til ”at nu havde vi siddet og lyttet og bare fået det hele serveret, så nu var det vores pligt at tage hjem og fortælle og oprette læsekredse til glæde for andre”. Det kunne man ikke sidde overhørig, så jeg startede 2 læsekredse. Jeg overtog den ene efter Agnes Albinus med 12 medlemmer og senere på en ny i mit eget bagland med 8 personer. Læsekredsene er stadig fungerende. I 50 år og 45 år har vi læst bøger. Vi startede med de første kvindelige forfattere og fortsatte derfra op til nutidens forfattere.
Vi mødes privat og begynder med en sang fra Højskolesangbogen og så kaffe med lidt mundgodt og derefter diskussion om den p.t. bog.
I den ene kreds vedtog vi at lægge 100 kr. pr. gang. Og når beløbet blev pænt nedsatte vi et rejseudvalg, og det har bragt os til mange hovedstæder i Europa.
Når jeg ser tilbage, håber jeg min medvirken har givet disse mine damer mange gode læseoplevelser, selvom der også har været bøger, som de aldrig selv ville låne, Vi har diskuteret mange samfundsrelaterede ting og problemer – vi er ikke altid enige, men det gør det mere mangfoldigt.
For mig eget vedkommende har jeg tit stillet mig selv det spørgsmål, hvorfor læser du så meget og svaret bliver ”i bøgenes verden får jeg noget, som jeg ikke får andre steder.
Som den islandske forfatter Jón Kalman Stefanssón skriver i sin trilogi ”Der findes bøger som underholder dig, men som ikke rykker det mindste ved de afgørende spørgsmål. Og så er der de andre, som får dig til at tvivle, de giver dig håb, udvider verden og gør dig forhåbentlig bekendt med den svimlende afgrund”.
I hans islandske verden, tror de fleste på hænderne, ikke på ånden, på arbejde mere end på tænkning og digtning. Netop derfor er det nødvendigt, at nogen evner at skue udover sild og klipfisk og kan bevare troen på, at ”det liv som ordene gemmer i bøger, finder vej til os” og ”at der inde i fortællingerne skjuler sig ord der befrier os for alle vores lænker”.
Efter at jeg er blevet alene, har jeg atter genoptaget min interesse for kurser på Højskoler, sommer på Rødding Højskole, hvor jeg udvider min horisont på mange områder – og så synger vi meget fra Højskolesangbogen – ca. 100 på en uge.
Ja, man skal bevæge sig og blive bevæget.
For et par år siden besøgte jeg også Ida og hendes læseveninder. Det kom der denne artikel ud af i Ugeavisen i Odense.
Hvad sjov er der ved at læse bøger, og er det overhovedet nyttigt at beskæftige sig med litteratur?
Ja, skulle jeg nogensinde blive i tvivl om dette, vil jeg bare læse Ida Hansen ord endnu engang.
Ida er kommet på Odense Centralbibliotek gennem rigtig mange år, når hun skal låne bøger til sine læsekredse. Nu har hun skevet nogle ord om sit liv blandt bøger.
Jeg har fået lov at sætte det på litteratursiden. Så her er det:
Mit liv blandt bøger.
af Ida Hansen, Odense
Jeg har altid læst meget, så længe jeg kan huske tilbage. Min mormor havde en eventyrlig evne, til at fortælle opdigtede historier inden sovetid, når jeg var på ferie i Svendborg. Måske startede det der.
Jeg er ellers ikke fra et hjem med bøger, (bortset fra min morfar). I mit barndomshjem boede et ægtepar som jeg ofte besøgte. De havde en stor interesse for litteratur og jeg fattede hurtig den samme interesse. Jeg begyndte også at låne bøger på skolens bibliotek.
Senere i mellemskolen fik jeg en meget dygtig dansklærer som yderligere øgede min interesse for litteraturen.
Jeg blev voksen, gift, fik 2 piger og familien flyttede til Tarup. En dag spurgte min nabo, om jeg havde lyst til at være med i en læsekreds, og det blev starten på en for mig værdifuld interesse.
Læsekredsen blev holdt hos fru Agnes Albinus på Hunderupvej. Vi var ca. 20 kvinder, som sad overalt i hendes stuer og jeg slugte alt, hvad der blev læst og sagt. Ved næste møde blev det min opgave at læse højt af Kaj Munks ”Den blå anemone”. Det hele foregik under navnet Folkevirke.
Jeg vil gerne fortælle lidt historie om Folkevirke, som fik stor betydning for mange kvinder overalt i landet.
Det var en aften i april 1943, at en lille kreds af kvinder samledes i en dagligstue på Amager. De ville drøfte det folketingsvalg, der havde det for kvinderne nedslående resultat, at deres i forvejen minimale repræsentation i Tinget halveredes. Før var der 4 kvinder, nu var der kun 2!
Der var endnu krig, men alle følte, at når freden kom og verden skulle genopbyges, så måtte de være med på en helt anden måde end før. Denne sammenkomst var den første svage spire til Folkevirke.
Til stede var nogle organisationskvinder, men der var lige så mange, der aldrig havde været sig deres ansvar overfor samfundet bevidst.
Men det var under krigen ikke så nemt at komme offentlig ud med budskabet, da tyskernes mødeforbud lå tungt over landet. Men så måtte man jo mødes privat.
På trods af alle mulige forbud lykkedes det Bodil Koch at holde 25 foredrag på 30 dage. Dette netværksarbejde lykkedes så godt, at bevægelsen blev grundlagt 2. marts 1944, og i dag rækker den ud over det ganske land samt Grønland.
Måneden efter i december 1944, var der 30 studiekredse over hele landet og i 1945 70 studiekredse. Ved valget i 1947 kom der l3 kvinder ind i Folketinget, deriblandt Bodil Koch som blev kirkeminister.
Starten til Folkevirke blev grundlagt den 1. juni 1945, ved et kæmpemøde i Københavns Rådhus, hvor tusindvis af kvinder stod i kø, men kun 1400 blev lukket ind. Selv kongehuset ved kronprinsesse Ingrid sendte Folkevirke et telegram, hvor hun lykønskede og håbede, det ville blive til gavn for landets kvinder.
Folkevirke havde det formål at gøre danske kvinder mere interesserede i social og politiske problemer. Sådan at alle – uanset baggrund – og social tilhørsforhold kunne komme til at deltage i det politiske liv, lokalt, regionalt og nationalt.
Tyngdepunktet i Folkevirkes arbejde måtte komme til at ligge på studiekredse og materialer dertil.
Til alle disse kurser i hele landet kom fra København pr. tog ”Damen med kuffeterne Edith Loiborg” i hver hånd kæmpekufferter med materialer og bøger til udstilling og salg.
I dette regi deltog jeg i 1967 på et kursus på Båring Højskole – det første af mange andre højskoleophold. I det mangfoldige program havde jeg valgt litteratur som mit emne. Det blev begyndelsen til et liv med bøger fremover. Ved kursets afslutning manede forstander Engberg os til ”at nu havde vi siddet og lyttet og bare fået det hele serveret, så nu var det vores pligt at tage hjem og fortælle og oprette læsekredse til glæde for andre”. Det kunne man ikke sidde overhørig, så jeg startede 2 læsekredse. Jeg overtog den ene efter Agnes Albinus med 12 medlemmer og senere på en ny i mit eget bagland med 8 personer. Læsekredsene er stadig fungerende. I 50 år og 45 år har vi læst bøger. Vi startede med de første kvindelige forfattere og fortsatte derfra op til nutidens forfattere.
Vi mødes privat og begynder med en sang fra Højskolesangbogen og så kaffe med lidt mundgodt og derefter diskussion om den p.t. bog.
I den ene kreds vedtog vi at lægge 100 kr. pr. gang. Og når beløbet blev pænt nedsatte vi et rejseudvalg, og det har bragt os til mange hovedstæder i Europa.
Når jeg ser tilbage, håber jeg min medvirken har givet disse mine damer mange gode læseoplevelser, selvom der også har været bøger, som de aldrig selv ville låne, Vi har diskuteret mange samfundsrelaterede ting og problemer – vi er ikke altid enige, men det gør det mere mangfoldigt.
For mig eget vedkommende har jeg tit stillet mig selv det spørgsmål, hvorfor læser du så meget og svaret bliver ”i bøgenes verden får jeg noget, som jeg ikke får andre steder.
Som den islandske forfatter Jón Kalman Stefanssón skriver i sin trilogi ”Der findes bøger som underholder dig, men som ikke rykker det mindste ved de afgørende spørgsmål. Og så er der de andre, som får dig til at tvivle, de giver dig håb, udvider verden og gør dig forhåbentlig bekendt med den svimlende afgrund”.
I hans islandske verden, tror de fleste på hænderne, ikke på ånden, på arbejde mere end på tænkning og digtning. Netop derfor er det nødvendigt, at nogen evner at skue udover sild og klipfisk og kan bevare troen på, at ”det liv som ordene gemmer i bøger, finder vej til os” og ”at der inde i fortællingerne skjuler sig ord der befrier os for alle vores lænker”.
Efter at jeg er blevet alene, har jeg atter genoptaget min interesse for kurser på Højskoler, sommer på Rødding Højskole, hvor jeg udvider min horisont på mange områder – og så synger vi meget fra Højskolesangbogen – ca. 100 på en uge.
Ja, man skal bevæge sig og blive bevæget.
For et par år siden besøgte jeg også Ida og hendes læseveninder. Det kom der denne artikel ud af i Ugeavisen i Odense.
Kommentarer