Den gode novelle kan det samme som den gode roman. Blot på færre sider. Men det kræver, at man som læser sætter sin fantasi i sving og selv digter med.
Hvis man spørger Jørgen Leth, så er novellen en lidt kedelig mellemform. Altså lige bortset fra hvis det er Ernest Hemingway. Den er hverken fugl eller fisk, lyrik eller roman. Men hvad er den så? Det mærker jeg en stor nysgerrighed overfor, når jeg er ude på biblioteker og gymnasier for at fortælle om novellen som genre.
Men jeg mærker også en vis modstand. På den ene side er det skønt med en tekst, man kan læse i et enkelt hug – over morgenkaffen, i toget eller inden man falder i søvn – og som man kan fortolke til bunds på et undervisningsmodul eller på et møde i en læsekreds. Men som lystlæsning? Den er straks værre. For der er mange, der finder, at novellen er svær at få hovedet helt rundt om.
Det er ærgerligt. For den gode novelle kan nemlig det samme som den gode roman. Blot på færre sider. Selv om novellen typisk skildrer en enkelt begivenhed, så lader den i bedste fald et helt liv, en hel verden eller et helt menneske skinne igennem og træde frem mellem linjerne. Og når det fungerer, kan man ikke undgå at blive imponeret over, at en forfatter formår at folde en hel verden så meget ind. Om end det kræver, at man som læser er med på at digte med, at man er med på at gå ind og fylde de tomme pladser ud, som i hvert fald Hemingway var verdensmester i at efterlade i sine noveller. Bedst illustreret ved de seks ord, som normalt tilskrives ham, og som man plejer at kalde verdens korteste novelle: For sale: Baby shoes – never worn.
Hvis man skal have noget ud af en tekst som den, så skal ens fantasi og forestillingsevne i sving. Så skal man selv opfinde en begyndelse og en slutning – og måske også noget af det indimellem – og det kan være både provokerende og irriterende. Ikke mindst hvis man er mest vant til og fortrolig med tekster, der begynder med en eller anden form for ’Der var engang’ og slutter med en eller anden form for ’Og de levede lykkeligt til deres dages ende’. Novellen springer nemlig glad og gerne ind midt i handlingen og lader slutningen stå åben.
Om man finder det fascinerende eller frustrerende, er sikkert en smagssag. Men jeg forestiller mig, at netop det fortolkningsrum, novellen tilbyder, gør den så velegnet til at læse sammen med andre. Enten på skoler, i læsekredse eller til en af bibliotekets fælleslæsninger. Netop fordi der er så mange forskellige udlægninger af den samme tekst. Modsat for eksempel en krimi, hvor man får hjælp af en efterforsker eller en anden snushane til at løse ligningen, og hvor det ligger i genren, at det skal gå op til sidst.
Der er nogle, der godt kan lide novellens tomme pladser. Og så er der andre, der foretrækker den mere udfyldte og afrundede roman, og som ikke rigtig kan komme ind på livet af novellen. Måske er det, fordi vi har en tendens til at læse en novellesamling på samme måde, som vi læser en roman. Og det er måske dumt. For jeg tror ikke, at man skal pageturne noveller. Man skal trække vejret eller gå en tur, før man tager hul på en ny – eller i bedste fald sove på en enkelt novelle ad gangen. For selv om der typisk er både fælles tema og tone i en novellesamling, så må man finde sig i at blive kastet fra et univers til et andet – som for eksempel i Adda Djørups fremragende Poesi og andre former for trods, hvor man i en novelle er sammen med en pige og en pistol i Paris for i den næste at blive sendt til bisættelse på en dansk ø. Det sker altså på den korte tid, som det tager at vende en enkelt side. Og det siger sig selv, at den bevægelse er større, end hvis man beslutter sig for at snuppe endnu et kapitel i en roman, vender en side og bliver sendt fra juleaften til nytårsaften i selskab med personer, som man kender, i et univers, som man er fortrolig med – og som man dermed læser sig længere og længere ind i.
Det gør man ikke med en novellesamling. Her får man til gengæld lov til at åbne døre ind til en helt masse forskellige verdener. Men man får kun et lille kig. Døren bliver ikke smækket helt op. Den står blot på klem, og man har ikke panoramaudsigt. Men man får et snapshot, der i bedste fald står knivskarpt. Og resten må man gætte sig til. Alene eller sammen med andre.
Kommentarer